Ærø Golfklub har levet en omtumlet tilværelse, fordi det af naturlige årsager er vanskeligt at få et stort medlemsgrundlag på en ø med et begrænset antal indbyggere.

Til gengæld har der været enighed om, at banen på spidsen af halvøen Skjoldnæs er af topkvalitet, og den tiltrækker hvert år et stort antal greenfeespillere fra ind- og udland, der får en positiv oplevelse af ikke kun baneanlægget og den service, de tilbydes der, men også af den naturskønne ø med de mange attraktioner for turister.

Klubben har mistet et kommunalt tilskud på ca. 140.000 kr. Det kan så blive udlignet ved, at den, der har købt baneanlægget af privatmanden Alexander Lindhardt for 3,3 mio. kr., fritages for at betale ejendomsskat på samme beløb med henvisning til, at det er en almennyttig forening.

Ved et mærkeligt tilfælde faldt afgørelserne for golfklubben på Skjoldenæsholm ved Roskilde og klubben på Skjoldnæs på Ærø inden for få dage – og heldigvis med hver sit udfald. Mens klubben på Skjoldenæsholm må kaste håndklædet, sagde Ærø Kommune onsdag aften ja til at undlade at opkræve ejendomsskat, og heldigvis var det en enig kommunalbestyrelse, der gav sit bifald, selv om løsgængeren Jens Weiss udtalte en vis betænkelighed ved, at klubben stadig skal betale leje af klubhuset og fyret, da Lindhardt fortsat ejer disse bygninger. Det forhold mente såvel borgmester Ole Vej Petersen som Venstres Kaj Nøttrup ikke, at kommunen skulle blande sig i.

 Picasa
Klubhuset og fyret lejer Ærø fortsat af en privat investor.

 

Som ejer af jorden er klubbens husleje gået 100.000 kr. ned årligt, og når alt lægges sammen, er der en forbedring på ca. 70.000 kr. årligt.

Ærø GKs formand Poul Erik Therkelsen konstaterer, at situationen uden kommunalbestyrelsens afgørelse havde været håbløs, så han glæder sig over udviklingen og regner med, at de nye færgeforbindelser til Marstal og især Fynshav vil gøre det muligt at tiltrække nye golfgæster. Især vil man i samarbejde med VisitÆrø lave fremstød i Sønderjylland og Nordtyskland.

Forrige artikelDe 10 bedste golfhistorier i 2019 #10
Næste artikelT-Rail fra Cobra
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.