Tre af ugens europæiske turneringer er afbrudt pga. mørke fredag aften, efter at spillet har været standset pga. torden i dagens løb.
Det vil ikke påvirke hverken toppen eller cuttet meget i BMW PGA Championship på Wentworth, som Hideki Matsuyama gik i spidsen for i -12 efter dagens runde i -8 med bl.a. eagles på 5 og 17. På Gettys billede har han lige fået eaglen på 17, men går ikke amok i begejstring.
Han er et enkelt slag foran Ludvig Åberg, Viktor Hovland og Justin Rose og to foran Pablo Larrazabal.
Niklas Nørgaard, Jeff Winther og Rory McIlroy ligger sammen som nr. 44 i -3, mens Rasmus Neergaard-Petersen i -2 næppe er i fare for ikke at klare cuttet, da han er nr. 61. De bolde, der ikke blev færdig, mangler kun et eller to huller, så tredje runde indledes kl. 8, hvor tredje runde sendes ud i trebolde, kun fra første tee.
På HotelPlanner Tour mangler bl.a. danske Gustav Frimodt fem huller af anden runde i Open de Portugal. Han ligger som nr. 34 i -3. Den førende Quim Vidal, Spanien -10 mangler at færdigspille tre huller, mens alle de følgende er færdige.
Anders Emil Ejlersen er nr. 10 i -6 og Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 13 i -5, og begge er færdige med runden.
I Swiss Ladies Open sluttede Sofie Kibsgaard imponerende af. Efter 14 huller lå hun uden for cuttet i +2 sammen med Natacha Høst Husted og Cecilie Finne-Ipsen, men birdies på 15, 16 og 17 gjorde, at hun rykkede frem som nr. 34 i -1. Englænderen Alice Hewson fører i -9.
I LET Access Series mangler nogle spillere otte huller på anden runde af Open de Golf Hauts de France. Ragga Kristinsdottir og Fernanda Lira er færdige og deler føringen i -6. Amalie Leth-Nissen som nr. 12 i par er også færdig.





























