Rory McIlroy og Bryson DeChambeau havde begge antydet, at Aronimink var blevet for let, efter at en del træer var fjernet for en halv snes år siden. Man kunne blot hamre sine drives af sted og så se, hvad der var nødvendigt i det videre spil.
Det så ikke ud til, at de helt havde fattet banens karakter på første dag af PGA Championship, hvor McIlroy gik i +4 og DeChambeau i +6, så begge skal kæmpe hårdt for at klare cuttet. Andre i samme situation er Tyrell Hatton og Tommy Fleetwood +2, Sungjae IM +3, Jacob Bridgeman og Viktor Hovland +4 og Wyndham Clark +5.
Ingen er stukket af i toppen, hvor de 15 forreste ligger inden for et slag: 1. Aldrich Potgieter, Min Woo Lee, Ryo Hisatsune, Scottie Scgeffler, Alex Smalley, Stephan Jäger og – minsandten – Martin Kaymer, alle -3 fulgt af Daniel Brown, Sahith Theegala, Max Greyserman, Xander Schauffele, Coroy Conners, Patrick Reed ohg Shane Lowry, alle -1.
Det er hensigten, at de meget ondulerede greens skal gøre forskellen, men Nicolai Højgaard (billedet/ Getty), der som nr. 17 i -1 er bedste dansker, mente egentlig, at de var meget fair. Han stod for fire birdies og tre bogeys under vejs. De to øvrige danskere, Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard, sluttede som nr. 67 i +2. De ligger på cutgrænsen, men kun fem slag fra de førende. Der bliver stor dramatik i aften.
På LPGA ligger de to danske deltagere begge som nr. 72 i +2 og skal slås for at komme på den rigtige side af cuttet, men det ser ud, som om Emily Pedersen er ved at være på plads igen efter sin lange skadespause. Nanna Koerstz Madsen er formentlig lidt mere utilfreds med sin runde. Også her er jævnbyrdigheden stor: 1. Ina Yoou, Chella Choi og Rio Takeda-4.






























