På få årtier er det lille fiskerleje Antalya blevet til Tyrkiets fjerdestørste by og største turistmål. Golfen er fulgt med. Især striben af lækre baner i Belek trækker golfhungrende nordboer til. Udbuddet er varieret, med både rare resortbaner og udfordrende mesterskabsbaner.
Den golfbane spiller altså ikke sig selv. Optimistiske golfentusiaster har forsøgt sig med argumentet, på familieferien eller over for chefen.
Hvis der findes baner, der faktisk spiller sig selv, må de ligge i Belek. Her er komfortgolfen i højsædet. Vi starter på Cullinan Olympos, tilknyttet resorthotellet Cullinan. De første huller er en slags naturlig fortsættelse af den behagelige strandstol, du formentlig har rejst dig fra inden runden, da starttiden nærmede sig. Og som du formentlig skal tilbage til efter dagens golf. Dasende badegæster på behørig afstand, først langs Cullinan-resortets egen kæmpepool, siden på den badestrand, som hul 2 og 3 løber langs med. Et par badegæster er bænket ved teestedet, i bar overkrop og med øjnene klar til at glo lidt på vores fjollede køllespil.

Komfort langs stranden
Cullinan Olympos er faktisk den eneste bane på kyststrækningen med golfhuller langs stranden. Da man begyndte at tænke i golfbaner som turistmagnet i Belek, var alle kystlinjer optaget af hoteller. Langs os på hul 3 er endnu en mand i bar solbrændt overkrop steget til hest og rider langs det lange og lige par 5-hul, med drager og anden strandaktivitet bag ham.
Komfortzonen slutter brat på hul 5. Et yderst originalt og faktisk velgennemtænkt hul, med lagunen fra floden langs venstre og en indeburet vej langs højre. Ja, man slår langs, eller hen over, et trafikalt kørebur! Det dækker over de bilister, der kommer imod golfspilleren. Uanset hvordan det besynderlige setup er kommet i stand, så skal dit højregående drive helst være meget højregående, nok til at lande venligt på den naboliggende fairway. Ellers burets tag sende bolden hvor som helst hen. En kreativ trafikal løsning, der i hvert fald gør hullet mindeværdigt.
Også bagni minder visse steder om en trafikal løsning, pointerer min medspiller. Golfhuller, der løber langs hinanden i hver sin retning, og lidt for behagelige par 3-huller på 100-120 meter. Bare så vi når op på de forjættede 18. Min medspiller kalder det kedeligt. Men måske er det bare komfortgolf og resortgolf, med udsigten til Middelhavet som altoverskyggende prioritet.

Regnum Carya
Videre til to mesterskabsbaner. Cullinan Hotel er ”kun” femstjernet, nu skal vi til femstjernet plus, får jeg at vide. Der er så mange femstjernede hoteller i Belek, at begrebet ”plushotel” er opstået. Regnum Carya Hotel er et af dem. På resortets golfbane mærker man straks, at der både er resort-komfort og vanskelige golfudfordringer på menuen. Vælg dit teested med omhu. Resort-komforten ligger eksempelvis i, at det er dejligt nemt at finde sin bold inde blandt fyrre- og eukalyptustræerne, hvor skovbunden er barberet sirligt. Til gengæld er det svært at komme ud, hvis man ikke studerer sit fyrrenåle-leje ordentligt, eller hvis man bliver grådig nok til at spille bolden lidt frem og ikke bare fri. Den slags problemer fandt Thorbjørn Olesen formentlig ikke mange af i 2016, da han vandt Turkish Airlines Open på Regnum Carya, med 20 under par.

Fata morgana par 3-hul
Vi slår ned på hul 14, som er et stykke par 3. Men også et stykke optisk bedrag. Hvis man ikke lige ved det, kan der være alt fra 100 til 200 meter op til den hævede og delvist usynlige green. Den viser sig at være en hel historie i sig selv, når man ankommer. Fra tee slår man hen over nogle lave buske, der ligner koraller. Tip: betragt dem som en sø, du skal over. Du finder ikke noget derinde, og de smukke buske stikker.

Høje slanke træer

Træerne løber ikke bare langs siden af hullerne på Regnum Carya. Da australieren Peter Thomson tegnede banen i 2008, glemte han tydeligvis et par steder at fjerne et par garderhøje træer fra fairway på hul 3. De står lige midt i det hele og tvinger spilleren til at vælge side. Begge valg har konsekvenser, for fra højre skal man gå bunkervejen i sin videre færd, og på venstre side venter der en ny lille klynge træer. Heldigvis er de så høje, at lavtslående højhandicappere sagtens kan være med og kante sig under eller udenom. Så tag hovedet med.
Hul 3 er alt i alt bare et genialt hul. Og har du ikke fået nok, har næste hul samme tema. Træer midt på fairway og et mindre bunkerkompleks på vej op mod green. Spillere med lav boldflugt skal forholde sig til dem. Optimister vil kalde hul 4 for en chance til. Andre vil kalde det et mareridt, der gentager sig.

Hullerne deler vandhuller

De næste to huller ændrer radikalt tema, hvor en sø dominerer dem begge. Her er i øvrigt toilet, og på teestedet på hul 9 venter en velklædt tjener os med frugt og vand. Bagni er klart de bedste på Regnum Carya, mere vand og let kuperet. Også hul 10 og 11 deles om én og samme sø. Brug dit slice aktivt, hvis du er højrehåndet, til at holde vandet væk. Eller spil lavt og lige, hvis du er højhandicapper. Samme taktik er nyttig på hul 17 og 18, hvor vandet også er i venstre. Afslutningshullet ender højt oppe, i et smukt amfiteater, det hele løftes op mod alteret, også kaldet klubhusterrassen. Måske løfter også dit spil sig, mens dine venner nyder synet med et glas i hånden deroppefra.

SONY DSC

Montgomeries waste areas
Et andet femstjernet plus hotel hedder Maxx Royal. Colin Montgomerie er manden bag det ekstremt luksuriøse resorts golfbane, der som udgangspunkt er en mesterskabsbane. Men den har hele fem teesteder at vælge imellem. Heller ikke her forsvinder boldene inde i skoven, man kan ligefrem se dem fra buggyen. Find baneguiden frem, for der er skjulte bunkers undervejs. Colin Montgomerie er tydeligvis ikke tilhænger af den aktuelle tendens med at hæve bunkerkanterne, så bunkers er synlige.
Synlige er til gengæld de mange waste areas. Kompakt sand er nemmere at vedligeholde end græs, så der er masser af mening i waste areas. Temaet waste area slås an allerede på hul 1 og 2, så man ikke er i tvivl. Det kompakte sand er heldigvis til at komme videre fra. Hvis altså man kan slå bolden rent fra hårdt og kompakt underlag, også kendt som et ”flæk med vilje”. Vand er der stort set kun på forni, så begynderen kan indhente meget på bagni. Green på hul 11 har fem hvis ikke seks niveauer. Uanset pinplaceringen på dagen slår dine putts enorme sving undervejs, hvis du ikke har slået den tæt på koppen.
Alt i alt igen en komfortbane, hvis man vil. Men vælger du bagklodserne eller glemmer respekten for de rappe greens, kan det hurtigt blive en lang dag for lavhandicapperen. Ellers ville ”Monty” nok heller ikke lægge navn til banen, der havde Turkish Airlines de første år fra 2013-2015, inden Regnum Carya tog over. Som et sjovt minde er skabene i omklædningsrummene stadig prydet med navnene på de deltagende topspillere fra dengang, blandt andet Joachim B. Hansen og Jeff Winther.

Endelig en golfklub
Vi slutter på Antalya Golf Club. Som navnet antyder, er der ikke et resort bag foretagendet. Vi mærker straks en stemning af klub og traditioner og kommer ud på den ene bane, PGA Sultan. Jeg havde hørt godt om den, og mine forventninger blev i den grad indfriet. Frem og tilbage, ind i skoven og ud igen. Masser af vand og masser af sjov og frustrationer. Sandet i bunkers er fænomenal kvalitet, så godt at man glæder sig til en tur derned.
Banen er anlagt med leg og afveksling for øje, snarere end komfort eller et gennemgående tema som andre i området. Hul 3 har to tværgående vandløb og ender i en spændende plateaudelt green fra for til bag. Hul 6 er golf ind til benet. Et langt par 3 hul, der bare er langt. Derfor er det enkelt og smukt. Ikke så meget andet end golfevner bliver testet. Hvis du slår kort, så er der til gengæld gode forhold at chippe ind på og redde par. Hvis du når green, så er der rig mulighed for at treputte til en bogey. Genialt og enkelt. Par 3-hullerne er i det hele taget smukke og varierede, det bedste er klart hul 8 med vandløb, der både går på tværs og på langs.

Lækker hulspilsbane
PGA Sultan er ikke komfortgolf, og der er ikke noget resort tilknyttet. Den slår mig som en god hulspilsbane. Hul 9 rummer de meste af, hvad golf er. Kun 304 meter fra gul tee. Men du når op på de første fem beslutninger, inden du når green. Bunkers midt på fairway i velplaceret afstand fra tee. Når du over dem, er der til gengæld en smal fairway. Måske er green tættere på, men vinklen er snævrere.
PGA Sultan har masser af vand og kan indgyde stress for nogen. Ikke komfortgolf. Man fornemmer, at matchen bliver afgjort på hvert eneste hul. Flotte skovhuller på bagni, hvor hullerne ofte er i modvind, og skovbunden er ikke jævn her, som den er på komfortbanerne. Fødderne kan være både over og under, og du tvinges til solide men korte recovery-slag.
Er hulspilsmatchen ikke afgjort ved hul 15, skal de afsluttende huller nok sørge for det. Hul 16 former sig som en halvcirkel rundt om en sø fra venstre mod højre. Ren fristelse for den (over)modige. Vinden er uforudsigelig. Afslutningshullet er ren balancegang med vand på begge sider.

Ikke resort-service
PGA Sultan er ikke resortbane. Servicen var tvivlsom den dag, Golfbladet var forbi, og på et tidspunkt måtte vi hidkalde en marshall for at få bunkerrivende medarbejdere til ikke at følge med os rundt og konstant bifalde alle vores slag. Velment, sikkert, men det forstyrrer og peger på, at man har ikke-golfende folk ansat.
PGA Sultan er en bane, der tester alle aspekter af spillet, og et rart afbræk at skifte resortstemning ud med klubstemning. På Antalya Golf Club ser du måske endda en enkelt spiller eller to, der ikke er turist.

Forrige artikelDanskernes spanske golfklub
Næste artikelVejle GC sparer på energien