– Det var bare megafedt!
… slår Benedite Brent-Petersen fast i en bil på vej til lufthavnen efter sin triumf i French U-21 Girls.
– Jeg følte mig usikker på forhånd, fordi jeg ikke havde fået trænet så meget, fordi jeg passede min skolegang, og fordi jeg skulle spille med et nyt sæt køller.
Derfor passede det hende fint, at der var to runder slagspil først, for hun var sikker på, at hun her nok skulle at komme mellem de 64 bedste. Det gjorde hun også meget sikkert som nr. 29, og hun havde to runder til at blive sikker med de nye køller.
I hulspillet klarede hun sig flere gange videre pga. sin rutine, som bl.a. har gjort, at hun er bedre til at få sin nattesøvn og dyrke et liv ved siden af spillet. Tre af opgørene vandt hun 1-0, og især mod franske Charlotte Bouquet talte erfaringerne.
– Vi var lige før sidste hul, men jeg følte, at presset på hende var større end på mig, så jeg spillede bare hullet til en stensikker par og håbede, at det var nok.
Det var det.
Pudsigt nok var hendes sikreste sejr i finalen mod Natalia Aparicio. Efter lidt famlende spil fra begge sider faldt det hele pludselig på plads for den 17-årige dansker, der førte med 7 ved frokostpausen. Det betød ikke, at hun spillede mere defensivt efter den.
– Nu havde jeg spillet banen otte gange og var helt fortrolig med den, så jeg fortsatte bare med den oprindeligt lagte gameplan.
Den gav sejr 7-6.
Benedicte Brent-Petersen er den anden danske spiller, der har vundet French Girls. Den første var Amalie Leth-Nissen i 2022. Hun hviler ikke på laurbærrene, men skal spille på Lübker i denne uge og derefter Copa Sotogrande, hvor hun er forsvarende mester. Derefter skal hun sørge for at få en god studentereksamen i Gentofte, og sidst på sommeren starter hun på college i North Carolina.
Her har hun ikke endnu bestemt sig for, hvilke fag hun skal have, men et af dem bliver sandsynligvis psykologi – og det kan hun jo få brug for i sin fortsatte golfkarriere. Hun regner ikke med at blive professionel før efter fire år på college
Billedet er privat.




























