De to danske deltagere i Alfred Dunhill Championship på Royal Johannesburg i Sydafrika kom begge skidt fra start. Jacob Skov Olesen (billedet/ Getty) indledte på 10 med bogey – dobbeltbogey, mens Jeff Winther lå i +2 for fire huller.
Begge kom igen. Bedst Olesen, der kom helt frem i -3 og med nogle få spillere på banen endnu ligger som nr. 39. Jeff Winther fik to birdies og ligger i par som nr. 95, så han skal lave en af sine bekendte birdieserier på anden dag for at få finalen med.
I spidsen ligger Eugenio Charcarra, Spanien og Christiaan Burke, Sydafrika -9. Burkes scorekort var ikke helt almindeligt: Birdies 1-6, par 7-9, bogey 10, birdies 12-14, Bogeys 15-16, birdie 17 og eagle 18! Han var værd at følge for tilskuerne.
På delt tredjeplads ligger Brandon Stone og Thriston Lawrence, begge Sydafrika -8.
I sidste afdeling af Asian Tours Q-school klarede Rasmus Lind som ventet ikke cuttet i sin score +11, mens Kasper Nyland med en fin moving day kom frem som nr. 15 i -6. 18 spillere fortsætter til finalen.




























