Lørdag blev ingen stor dag for de danske spillere rundt i Europa. Jabra Ladies Open de France blev afsluttet som en stor triumf for Helen Briem (billedet/ Getty), Tyskland i -12, syv slag foran Shannon Tan, Singapore, Lydia Hall, Wales og Sara Byrne, Irland.
Bedste danske spiller blev Sofie Kibsgaard som nr. 16 i -2 efter en god sidste runde i -5. Smilla Tarning Sønderby spillede alle sine tre runder i par, men det blev de ikke kedelige af. Sidste runde bød på fem birdies og fem bogeys!
I Austrian Alpean Open på D P World Tour fører nu Kota Kaneko, Japan foran Ricardo Gouveia, Portugal -14 og Yanhan Zhou, Kina -13. Jacob Skov Olesen syntes at være på vej mod en fin runde, da han lå i samlet -8 efter 12 huller, men så fulgte tre bogeys på fire huller, og han ligger nr. 43 i -5, mens Lucas Bjerregaard ligger nr. 66 i par. Hans runde havde en grim plet med en 10er på hul 9.
I Challenge d’España fører sydafrikaneren Ryan van Velzen i -15, et slag foran amerikaneren Dan Erickson og englænderen Jamie Rutherford -14. Victor Bjørløw, der efter første runde lå som nr. 84, er efter tredje runde klatret til en placering som nr. 28 i -6, mens Christian Jacobsen er nr. 52 i -3.






























