Så kender vi en af de spillere, der skal dyste i Danish Golf Championship 13-16. august i Kerteminde, og det er ikke hvem som helst, men den dobbelte Masters-vinder Bubba Watson (Gettys billede viser ham i Sydafrika tidligere i år). Han er faldet til nr. 415 på Verdensranglisten, men det betyder ikke, at han ikke stadig kan spille drømmegolf, og under alle omstændigheder vil vi hylde ham for det, han har givet golfverdenen.

De fleste husker ham formentlig for Masters 2012, hvor han gik i bold med Louis Oosthuizen. De lå som nr. 3 og 4 før runden, men de førende, Peter Hanson og Phil Mickelson, faldt hurtigt ud af billedet, så det blev en sag mellem de to.

Rundens mest fantastiske slag var Oosthuizens albatross på andet hul. Kommentatoren fulgte vantro bolden: Den kommer tæt på. Kan den gå i? KAN DEN GÅ I?

Det kunne den, og så var Oosthuizen i spidsen. Pudsigt nok spillede han dårligere under indtryk af sin albatross, og det var kun med det yderste, han sluttede lige med Bubba Watson.

I omspillet delte de først 18. hul, og derefter gjaldt det hul 10. Her slog Oosthuizen sit andet slag tæt på green, mens Watson slog sit langt ud i fyrrenålene blandt tilskuerne.

AUGUSTA, GA – APRIL 08: Bubba Watson of the United States plays at a shot from the rough on second sudden death playoff hole on the 10th during the final round of the 2012 Masters Tournament at Augusta National Golf Club on April 8, 2012 in Augusta, Georgia. (Photo by Streeter Lecka/Getty Images)

Nu var det hans tur til at brillere, for med en wedge slog han helt fantastisk til 3 m fra flaget fra knap 160 m, og det viste sig at være afgørende. Se slaget på internettet.

En spiller, der kan slå sådanne slag vil vi altid gerne se!

Bubba Watson siger selv: “Jeg har været så heldig at spille golf over hele verden, og selvom jeg tidligere har haft mulighed for at besøge Danmark og opleve København, bliver det første gang, jeg skal spille golf her. Jeg har hørt rigtig mange gode ting om Great Northern, og jeg glæder mig til at konkurrere mod et stærkt felt og til at tilbringe ugen sammen med de danske golf fans. Det bliver helt sikkert en sjov oplevelse.”

Når vi ikke har set meget til ham i de seneste år, skyldes det, at han er blandt dem, der tog imod et tilbud om at spille på LIV, men det er jo intet problem mere på DP World Tour.

Forrige artikelFlere flotte danske placeringer
Næste artikelAlvilda Wiberg fører EM for kvinder – oversigt over ugens vigtigste turneringer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.