Hvilken opvisning, den 28-årige Cameron Smith fra Brisbane i Australien leverede, da han sikrede sig sin første majorsejr. Smith puttede som havde Vorherre en hånd med på putteren, og gik 64 slag på en elektrisk finaledag i det 150. Open Championship på Old Course i St. Andrews.

Det gik stille og roligt for sig på for9, men så kan det ellers være at Smith fik kalibreret både driver, jern, wedges og altså tryllestaven. Han rykkede uimodståeligt med fem birdies i træk fra 10. hul, og den sprint kunne Rory McIlroy bare ikke følge med i. Den nordirske publikumsfavorit gik en bogeyfri runde, men blot to birdies var slet ikke nok til at hænge på Cameron Smith. Og Smiths spillemakker, Cameron Young, fandt sandelig også spillet eftere n åbningsbogey, og han sluttede fornemt af med en eagle på 18. hul for 65 (-7), og sluttede dermed 19 under par, 1 slag efter Cameron Smith, der tangerede Henrik Stensons mesterskabsrekord for nogle år tilbage på 20 under par.

Rory McIlroy måtte igen nøjes og tage til takke. Denne gang med en tredjeplads, og man har efterhånden ondt af ham. Norske Viktor Hovland havde slet ikke dagen, gik 74 (+2) og måtte dele fjerdepladsen med Tommy Fleetwood (-5 for dagen) i -14.

Nicolai Højgaard var godt tilfreds med spillet, men måske ikke så meget med resultatet, for to løse salg på bag9 kostede begge to dobbeltbogey, og så blev det en runde i 73 slag og en delt 53. plads i -4. Filippo Celli, den nykårede europamester, vandt sølvmedaljen som bedste amatør.

Sejren var Cameron Smiths tredje i år – Sentry Tournament of Champions og The Players var de andre, så det er en mand, der trives på største scener. Han blev delt treer i Masters.

Ingen kan sætte en finger på det retfærdige ved sejren, men størsteparten af de 70.000 tilskuere og millioner af tv-seere, havde nok håbet på McIlroy. Det må blivbe næste gang.

Foto: Getty Images

Forrige artikelMarcus rykkede lidt frem
Næste artikelReavie holdt hjem – Helligkilde på 13. plads
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.