Så spilles der Challenge Tour i Danmark. Danish Golf Challenge afvikles på Odense Eventyr Golf med start torsdag morgen kl. 7.30. Første dansker på benen er Christoffer Bring kl. 7.50 fra tee 10, men der er masser af danskere at se på, for ikke mindre end 17 er i feltet. Det er foruden Bring Sebastian Friedrichsen, Jeppe Kristian, Christian Jacobsen, Thor August Høst, Jacob Worn Agerschou, Victor Sidal Svendsen, Oliver Hundebøll, Hamish Brown (der var så tæt på at sejre i søndags), Anders Emil Ejlersen, Jonathan Gøth-Rasmussen, John Axelsen, Søren Broholt Lind, Victor Bjørløw, Mads Heller, Martin Leth Simonsen og Kristian Hjort Bressum.

Turneringen er et led i den Fynsomspændende aftale, der blev indgået i forbindelse med, at Danish Golf Championship i august skal spilles på Great Northern i Kerteminde.

Den største opmærkomhed på første dag får imidlertid nok et pressemøde, som Flemming Astrup (billedet) og Golfpromote har indkaldt til torsdag formiddag kl. 11,  og hvor sløret løftes for et nyt strategisk setup omkring virksomheden bag ECCO Tour samt danske turneringer på HotelPlanner Tour og DP World Tour. Det lyder lovende.

I Belgien spilles på DP World Tour Soudal Open, hvor de danske deltagere er Lucas Bjerregaard, Marcus Helligkilde, Jacob Skov Olesen, Jeff Winther og Niklas Nørgaard, som mandag kvalificerede sig til US Open. Da Nicolai Højgaard er kvalificeret til samme turnering qua sin placering på Verdensranglisten, kan vi glæde os.

I USA deltager Rasmus Højgaard, Rasmus Neergaard-Petersen og Thorbjørn Olesen i The C J Cup Byron Nelson. Her stiller Scottie Scheffler op ligesom Tony Finau, Sun Gkae Im og Si Woo Kim, men størstedelen af verdenseliten står over.

På LET deltager Sofie Kibsgaard og Cecilie Finne-Ipsen i Lalla Meryem Cup, der spilles samtidig med Champions Tour(!), hvor Søren Kjeldsen er med.

Endelig kan vi allerede i dag bemærke, at der spilles DM i hulspil i weekenden på Storåbanen ved Holstebro.

 

Forrige artikelDanish Golf Championship: Fyn gør klar til kæmpe golf-fest med 18 tees og op mod 80.000 gæster
Næste artikelGolfbladet – Maj 2026
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.