Pressemeddelelse fra Claus Møldrup

Aalborg, Kokkedal og Dragør blev historiske mestre ved første nationale holdmesterskab i indendørs golf

Lørdag d. 21. februar blev finaledagen i NORM Invest Divisionen, Danmarksturneringen Indoor, afholdt i Roskilde. Her blev de første nationale mestre for hold i indendørs golf nogensinde kåret.

I herrerækken gik Aalborg Golf Klub hele vejen ubesejret gennem turneringen og sikrede sig guldet efter en stærk finaledag. I semifinalen besejrede aalborgenserne Næstved 10-8 i en tæt kamp, mens Dragør slog Silkeborg 11-7. Finalen cementerede Aalborgs suveræne indendørs sæson, hvor de har vundet alle kampene.

Hos damerne trak Kokkedal GK det længste strå og vandt finalen 8-4 over Silkeborg. Sejren blev grundlagt i to tætte foursomes, begge vundet 1/0, inden Kokkedal sikrede de nødvendige point i singlerne. Smørum tog bronzen efter sejr over Vejle.

I ungdomsrækken blev Dragør GK dagens første mestre med en overbevisende 9-3 sejr over Furesø. Dragør bragte sig foran 4-0 i foursomes og kontrollerede herefter finalen. Kolding vandt en tæt bronzekamp over Odense Eventyr.

I alt deltog 19 hold fra de stærkeste 14 eliteklubber i sæsonen. 12 hold og 10 klubber var repræsenteret på finaledagen i Roskilde, hvor cirka 130 spillere, kaptajner og tilskuere var samlet.

Turneringen er den første af sin slags i verden. Interessen har været stigende gennem sæsonen, og flere klubber har allerede henvendt sig om deltagelse næste år. DGU og TrackMan lancerer en Danmarksturnering for klubhold i vinteren 2026/2027. Den vil inkludere rækker, niveauer og puljer som vi kender det fra Danmarksturneringen udendørs. Turneringen vil indeholde både pulje og finalespil i formater, der passer bedst muligt til klubbernes og spillernes behov, samt de lokale muligheder for spil i en simulator.

Billedet er taget af Magnus Ankerstrøm, DGU, og lysoptimeret af Claus Møldrup

Forrige artikelSyv slags forspring rakte kun lige for Jacob Bridgeman
Næste artikelStærke udlændinge dominerer Infinitum ECCO Masters
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.