Der er for alvor gang i golfsæsonen, og danske spillere deltager i denne uge i turneringer fra Australien til USA.

Nicolai og Rasmus Højgaard samt Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen spiller Valspar Championship på Innisbrook Resort i Florida, hvor Scottie Scheffler står over, men ellers er feltet pænt stærkt. Bl.a. deltager Matt Fitzpatrick, Jacob Bridgeman, Akshay Bhatia, Viktor Hovland, Xander Schauffele, J. J.  Spaun, Sahith Theegala og Justin Thomas.

På LPGA spilles Fortinet Founders Cup med Nanna Koerstz Madsen i feltet. Hun skal spille med stort set hele verdenseliten, bl.a. Jeeno Thitikul, Nelly Korda, Minjee Lee, Miyu Yamasita og den genopstandne Yani Tseng.

Kun en enkelt dansker er taget til Kina for at spille DP World Tours Hainan Classic på Mission Hills. Det er Niklas Nørgaard (billedet/ Getty), der skal krydse klinge med et overvældende antal kinesiske spillere, men også for en sjælden gangs skyld Francesco Molinari.

Flyforbindelserne er lettet så meget, så DP World PGTI Open kan afvikles efter programmet i Gurugram, Indien, hvor seks danskere er til start: Jonathan Gøth-Rasmussen, Victor Sidal Svendsen, Sebastian Friedrichsen, Kristian Hjort Bressum, Victor Bjørløw og Søren Broholt Lind.

I Australian WPGA Championship vil Hannah Green forsøge at vinde for anden uge i træk. De danske spillere er Amalie Leth-Nissen, Sofie Kibsgaard og Cecilie Finne-Ipsen.

På Champions Tour spiller Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen i denne uge Cologuard Classic i Tucson, og endelig er hos amatørerne Spanish International Amateur i gang. Magnus Becker Frederiksen er nr. 3 i -2 efter første runde, mens vi skal ned til nr. 49 i +4 for at finde Daniel Toft og Oscar Krzton.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten fejrer en 124 års fødselsdag
Næste artikelMange kæmper for cuttet – to videre til hulspil i Spanish International Amateur
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.