Få uger har så voldsom aktivitet som denne, hvor stort set alle tours er i aktion. Nogle af dem er gået i gang i dag, og at Moregolf Mastercard spilles på Haninge GK i Stockholm, ville man ikke gætte ud fra stillingen i toppen efter første runde: 1. William Gøth-Rasmussen (billedet) -7. 2. Joachim Brandt Hansen, Morten Ørum Madsen samt Rasmus Holmberg, Sverige -4. Desuden finder vi på sjettepladsen Claes Thrane Borregaard -2.
I den tilsvarende turnering på LET ACCESS Tour deles tredjepladsen af Cecilie Leth-Nissen og Sarah Skovgaard Bils i -3, mens Cecilie Nielsen er nr. 71 i +4.
I Silkeborg er DIAC indledt, og der er udenlandsk føring i begge rækker. Hos mændene fører Bence Bertenyi, Italien i -8, men derefter er det dansk: 2. Magnus Rud Petersen, Næstved og Noah Lundskær, The Scandinavien -7. 4. Elliott Simonsen, Silkeborg -6. 5. Oscar Holm Bredkær, Dragør og Christoffer Leuenhagen, Esbjerg -5 samt på ottendepladsen Daniel Toft, Smørum -3.
Hos damerne ligger den titelforsvarende Olivia Grønborg nr. 3 i -4, mens de to tyskere fra St. Leon-Rot, Isabelle Schlick og Tessa Kremer, fører i -6. Næstbedste dansker er Mathilde Vognsen, Viborg som nr. 9 i +5.
Torsdag starter de øvrige turneringer. I BMW International Open på München Eichenried plejer der at blive scoret hæftigt. Det håber vi, at de fem danske deltagere kan leve op til: Niklas Nørgaard, Rasmus Neergaard-Petersen, Jacob Skov Olesen, Jeff Winther og Lucas Bjerregaard. De skal bl.a. dyste med Patrick Reed og Victor Perez.
I Le Vaudreuil Golf Challenge er der ti danske deltagere, så lad os se, hvem der melder sig i toppen.
I Helencourt Women’s Open deltager Smilla Tarning Sønderby, Sofie Kibsgaard og Cecilie Finne-Ipsen.
I USA spiller Thorbjørn Olesen John Deer Classic, og Søren Kjeldsen spiller major: US Senior Open.






























