Der er løbet meget vand gennem Storådalen de seneste år, både i selve åen naturligvis, men også i den golfklub, som dalen lægger jord til.
Holstebro Golfklub har bemærkelsesværdigt nok indtil for få år siden haft adresse 15 km. vest for Holstebro i den lille landsby Råsted, men ved en sammenlægning i 2016 fik man endnu en adresse at forholde sig til, da man fik yderligere 27 huller fra den bynære bane i Storådalen at boltre sig på. Dermed har de godt 2000 medlemmer fornøjelsen af at være en del af Danmarks største golfklub – i hvert fald målt på antallet af huller. Hele 63 styk fordelt på to 18 hullers baner, to 9 hullers ”pay and play” baner, samt en mellemlang 9 hullers bane, kan medlemmerne lade sig udfordre af.

Handlekraftige vestjyder skabte Storåbanens genfødsel
Mens Holstebro Golfklub med sin etablering i Råsted i 1970 fik klubnummer 26 i Dansk Golf Union, og dermed er en af Danmarks ældre og særdeles veletablerede baner, er Storådalens Golfklubs historie en noget anden. Den åbnede som et storstilet projekt i foråret 2007 med den lokale rigmand John Robert Knudsen som økonomisk bagmand. Der blev blandt andet opført et 1000 kvm2 stort og mondænt klubhus, som i dag fungerer som restaurant. For at højne eksklusiviteten ønskede man i sin tid maksimalt 700 medlemmer i klubben. Denne grænse blev dog aldrig et problem, for som bekendt ramte finanskrisen året efter, noget som også fik indflydelse på Storådalens Golfklub. Man nåede aldrig op på det ønskede antal medlemmer og kæmpede i mange år med en skrantende økonomi, og i 2014 blev selskabet bag klubben erklæret konkurs. En overgang var der udsigt til, at den mægtige restaurant skulle væltes, og golfbanen lægges tilbage til landsbrugsjord, men de to lokale erhvervsmænd, Eiler Thomsen og John Gråkjær, ville det anderledes og opkøbte Storådalens golfbane.

Den 1. jan. 2017 blev Storådalens Golfklub og Holstebro Golfklub så lagt sammen, kun 3-4 mdr. efter ideen blev født i efteråret 2016. Placeringen i den ualmindeligt naturskønne Storådal – kun 5 min kørsel uden for Holstebros centrum – er den samme, men selve golfbanen har været udsat for en særdeles vellykket forskønnelsesproces siden sin genfødsel. Man har både haft fat i greens, rough og teesteder for at give banen et andet og bedre udtryk. Når man besøger Storåbanen er noget af det første, der springer i øjnene den før omtalte mondæne bygning, hvor Restaurant Storådalen har til huse. Den ligger med en ganske imponerende udsigt ud over det store golfanlæg og selve Storådalen. Dernæst bemærker man det lille, men nyere klubhus, der er velplaceret kun et kort chip fra 1. teested og træningsområdet. Men vigtigst af alt, så møder man en golfbane i meget flot stand, hvor man ovenikøbet får en glimrende naturoplevelse med sig hjem. Både greens, fairways og de ikke mindre end 5 teesteder er upåklageligt velholdte, og det er en dejlig oplevelse at bevæge sig rundt i det letkuperede naturområde, hvor Storåen på flere huller er i spil.

Husk baneguide og ekstra bolde
Hvis banen spilles fra de bagerste teeklodser måler den 6119 meter, mens man fra de forreste kan nøjes med at flytte den lille hvide 4489 meter rundt på par 71 banen. Altså er banen på ingen måder et monster, hvad længde angår, men alligevel er den ganske udfordrende, uden at være decideret urimelig eller modbydelig svær. Dog skal anbefalingen lyde på, at du husker at købe en baneguide og sørger for, at der er mindst en håndfuld ekstra bolde i baggen, da der er vand i alle afskygninger i spil. Både mindre vandløb, store og små søer og ikke mindst Storåen, er på skift i spil på langt de fleste af de 18 huller. Dog ikke på de første tre, som ellers egentlig er essensen af ovenstående beskrivelse, altså ganske udfordrende uden, at de er modbydeligt svære. 1. hul er et par 5 hul, som fra de næstbagerste teeklodser måler 452 meter. Man udfordres af et kraftigt dogleg højre ca. 200 meter fremme. Derefter er det lige ud af landevejen de sidste 250 meter mod en aflang green, hvor approachslaget kan generes af nogle træer, der danner en port-lignende adgang til green.

Pas på åen
Det er først på hul 4 og de efterfølgende 3 huller, at der for alvor er risiko for at komme i nærkontakt med Storåen. På det korte hul 4 – et par 4 hul på 282 meter fra 5800 meter teestedet – følger åen greenen venstre om og op bagved green, men det er i højere grad søen højre om green, der er den største risiko for at komme i karambolage med. Anderledes er det på hul 6, hvor man først og fremmest skal huske at nyde den eminente udsigt fra det højthævede teested ud over den kringlede å, og det 330 meter lange par 4 hul. Åen følger fra ca. 150 meter fremme fairway hele vejen rundt og igen om bagved green. Det er i særdeleshed i drivet, at der er risiko, hvis den blot sendes en smule mere i venstre end beregnet, og det er lige præcis, hvad undertegnede desværre ”brillierer” med, og jeg må ved selvsyn konstatere, at der er masser af vand i Storåen. Men også i 2. slaget, kan åen spille en et pus. I både drive og 2. slaget skal man dog være påpasselig med, at man i et forsøg på at spille sikkert, ikke slår den for langt i højre, hvor der er et par større bunkers klar til at tage i mod. På par 3 hullet 7., er det igen det store vandløb (åen) til venstre og hele tre greenbunkers, der kan stjæle point fra kontoen.

Det samme kan et lille vandløb, der skærer ind på tværs af fairway 100 meter før green gøre på hul 8. For en kort stund kan man på de to kommende huller ånde lettet op – hvad vand angår i hvert fald. Selvom der er en lille sø i nærheden af hul 9, er den reelt kun i spil hos meget få. Det er i nærmere grad træerne, der ligesom på hul 10 omkranser greens og dele af fairway, der kan give panderynker. Det lettede åndedrag kan meget vel ende med et suk igen på hul 11, hvor den store sø foran green kan give svedige håndflader hos de fleste klubgolfere i hvert fald. Greenen er i tre plateauer, så her skal man også være vågen, hvis ikke man vil ende op med et tre-put. Også på hul 12 og 13 skal der navigeres uden om strategisk velplacerede søer inden man på par 4 hullet 14, når frem til det, der på papiret er banens letteste hul. Et rigtigt ”risk and reward” hul, der kun måler fra 202 meter fra det forreste teested og 291 meter fra det bagerste. Hullet kurver svagt mod venstre hele vejen og indbyder altså til, at man forsøger at gå efter green i drivet, hvis man har lidt længde i sig. Problemet ligger dog i, at hvis man ikke får slået langt nok i venstre, så risikerer man at slå igennem fairway, så boldens endestation kan meget vel kan blive – ”ja du gættede rigtigt”- Storåen.

Forventningens glæde er ofte den største

Også på de sidste 4 huller gør man klogt i at anvende baneguiden og tænke i course management, da både bunkers, træer, niveauforskelle, vand og den høje rough kan give problemer. Undervejs på runden har vi flere gange kig til Restaurant Storådalen, der med sin unikke beliggenhed, arkitektur og størrelse kan imponere de fleste. Vi bruger dagens sidste kræfter på at halse op ad den stejle sti efter hul 18, som fører direkte op mod restauranten, i håbet om, at en kold øl og en frokost kan indtages, mens den formidable udsigt nydes. Det viser sig hurtigt at forventningens glæde er den største, da restauranten kun har åbent i weekenden, og at det denne dag kun er muligt at købe en halvtarvelig dåseøl fra det selvbetjente køleskab til den nette sum af 25 kr. Til trods for den store skuffelse på hul 19, skal det dog ikke spolere den samlede fremragende golfoplevelse på de første 18 huller.

Lillebror næsten lige så populær som storebror
Efter runden får jeg en snak med Jacob Nordestgaard, der er PR & Event ansvarlig i klubben. På spørgsmålet om, hvorvidt fusionen stadig kan betegnes som succes, lyder der et klart og rungende: ”JA, det er verdens største succes”. Og han fortsætter: ”Det er ikke altid let at være lillebror, når storebror er Skovbanen i Råsted, men den smule utilfredshed, der var i starten, er efterhånden forstummet. Både medlemmer og greenfeespillere har fået øjnene op for, at vi ikke blot har en, men to fremragende golfbaner. Hvis der ikke er plads på den ene bane, er der som regel på den anden. Folk er gode til at booke tider på skift på de to baner og fordele trykket på banerne, og dermed er de mange medlemmer ikke et problem”. Nordestgaard fortæller endvidere, at der i løbet af et år spilles nogenlunde lige mange golfrunder på de baner, da Storådalen også har åbent i vinterhalvåret.

Godt 100 kr. pr. hul

Holstebro står altså til stadighed stærkt på det danske golflandkort. Banen i Råsted, der er beliggende i et stort plantageområde, blev senest kåret som Danmarks bedste bane i 2008 og er stadig blandt landets absolut bedste baner, mens Storåbanen altså blot ligger 5 minutters kørsel fra centrum af Holstebro og ligeså har mange kvaliteter. Til trods for at kontingentet på 6700 kr. er en smule over gennemsnittet sammenlignet andre vestjyske klubber, må det stadig betegnes som en billig pris med tanke på de faciliteter, der tilbydes. Man betaler altså stadig kun godt 100 kr. pr. hul., mens man i mange andre klubber skal af med omkring det dobbelte. Nordestgaard fortæller også, at klubben har stor succes med golfophold, hvor man samarbejder med et lokalt hotel og en restaurant. Det betyder, at man for 1600 kr. pr. person kan få en runde på hver bane, samt en overnatning med morgenmad og middag i restauranten. Den PR & Event ansvarlige udfører afslutningsvis sit job til punkt og prikke, da han betegner restauranten som Holstebros suverænt bedste – om det så også er korrekt, skal undertegnede lade være usagt.

Fakta
Storåbanen i Holstebro – 18 huller:
Hverdage fra kr. 250 – kr. 350
Weekend/helligdage fra kr. 250 – kr. 400
Frøjkbanen i Holstebro – 9 hullers Pay & Play
Alle ugens dage kr. 100
Udlejning:
Leje af trolley kr. 40
Leje af golfbil kr. 250
Leje af golfudstyr kr. 125
Se mere på: https://www.holstebrogolfklub.dk/

Forrige artikelSkotske Fife er blevet en links rigere
Næste artikelTirsdagsanekdotens forslag til nytårsfortsætter
Avatar photo
Lasse er en af vores skribenter. Han er uddannet Cand.mag i idræt og samfundsfag og arbejder til daglig som gymnasielærer. Lasse er primært leveringsdygtig i rejseartikler fra alverdens destinationer. Lasse er naturligvis selv inkarneret golfspiller.