Golfens Dal. Så poetisk lød det, dengang golfen i Marbella og Puerto Banús skulle brandes som del af den ultimative rejsedestination for det globale jetset. Las Brisas skulle hæve sig over de andre. Det gør den stadig efter fem årtier solidt plantet på øverste hylde i spansk og international golf.
Det skal være særligt. Sådan tænkte byggematadoren José Banús, da han som led i sit ejendomsindtog i Marbella i 1968 fik stjernearkitekten Robert Trent Jones til at lave en topgolfbane.
Den fik navnet Las Brisas. Greens blev anlagt med krybehvene, hvilket var meget atypisk i Europa på det tidspunkt. Men de store armbevægelser var ikke atypiske for José Banús, og der var hurtig valuta for pengene, da man få år efter fik Open de España med tidens største stjerner til Las Brisas.
Jones skræmmer ingen væk
Mesterskabsbane kan lyde afskrækkende. I det omfang Las Brisas er en af slagsen, er den heldigvis yderst spilbar. For Robert Trent Jones var golf én og kun én ting, nemlig de golfspillende mennesker. Ingen skulle forlade sporten i frustration på grund af et træls hul, Jones havde lagt pen til.
Den filosofi er tydelig på Las Brisas, som ikke er udpræget lang, og som mest kræver præcision ind mod green. Med andre ord er et skævt drive ikke den visse død. Du finder din bold, men det kan give svære vinkler at være ude af position. Det koster minimum et halvt slag at slå ud af den løse og tynde bermuda-rough, der på Las Brisas netop straffer, fordi den er løs og tynd.
Velplacerede slag vil til gengæld holde dig fri af grove problemer. Pas bare på ikke at blive lullet i søvn af parkbanen med de skønne træer fra hele verden, Solkystens solskin og udsigten til La Concha-bjerget. Forhindringer er der masser af, men de er synlige.
Boligdrømmeri på golfbanen
Las Brisas fortæller efterhånden sin egen historie i en del af Spanien, mange ynder at kalde historieløs. Da Trent Jones anlagde banen i 1968, var der enkelte millionvillaer omkring banen. Da hans discipel Kyle Phillips i 2014 blev hyret til at omlægge banen, var én af opgaverne at holde skævtflyvende golfbolde væk fra de ejendomme, der efter årtiers ejendomsboom var blevet rigtigt dyre. Hus-kig og boligdrømmeri er i øvrigt en vigtig en del af spiloplevelsen!
Det er beplantningen også. Her er mere end bare lokale, andalusiske oliventræer. Banús ville have den globale elite til Marbella, og træerne skulle følge med. Han hyrede botanikeren Gerald Huggan, bosiddende i Kenya, til at plante mexicansk ask, afrikansk kastanje, indisk lavendel og andre subtropiske træer fra hele verden.
Sand fra himlen
En af de mange lækre ting, man får for sine 300 euro som greenfee-gæst, er fuldstændig perfekt sand. Skinnende. Luftigt. Tæt nok, men ikke for tæt. Fugtigt men ikke for fugtigt. Velplejet og veldoseret. Kyle Phillips gjorde bunkers mere synlige. Jeg ser dem men ender sjovt nok i et par af dem alligevel. Men jeg ser frem til bunkerslaget, og sådan skal det være. Man mærker, at sandet plejes med samme omhu som græsset og er tryg ved overfladen og det lige under. Her er sand ikke bare fyld i en fordybning. Det er en forhindring, der tager spilleren alvorligt.
Visuelt bred – faktuelt smal
Hold bolden i fairway, lyder en af mange gode fif. På Las Brisas har det virkelig noget på sig. Der er plads til at tabe bolden i en af siderne, enkelte steder endda i begge, men det kortklippede område er indskrænket. Visuelt er der plads, men det bliver en sovepude. Umærkeligt lækker mit scorekort slag, som en utæt vandhane. Eller som småmønter, der falder ud af pengepungen, mens de resterende golfhuller på banen bliver færre, og millionvillaerne omkring vokser sig prægtigere.
Roughen må være årsagen, når jeg frem til. Den ser harmløs ud, flot og tyndhåret, og så altså lige fyldt 54. Men det er lige netop tyndhåret bermuda, der er svær. Man kan ikke bare slå hårdt og kontant til bolden og få en nogenlunde forudsigelig boldflugt.
Hvis man vil konsultere roughens klippehøjde på dagen, står den i øvrigt på klubbens hjemmeside. Ikke bare roughens, også semirough, teesteder, forklæder, fairways og naturligvis greens, der sjældent løver under 11 på stimpmeteren.
Greens inviterer til mådehold
Las Brisas-greens er et kapitel for sig. Et par stykker af dem ligger lavt, godt beskyttet af en eller anden form for vand, eventuelt lige foran som på Augusta. De fleste greens ligger højt, men fair højt. Slag indtil greens er fair. Du kan altid se i hvert fald et stykke af green. At du ikke vælger det stykke, bare fordi der står et flag i den anden side, det er din egen sag.
Åbningshullet er en genistreg. Høfligt inviterer Robert Trent Jones dig til golf med en velkomstdrink, måske en Kir Royal, i form af et overkommeligt drive. Men festen stopper med det samme, fordi green ligger lavt med vand foran. Sanserne og nerverne er allerede på arbejde. Næste hul skal man så klatre let opad til en velbeskyttet green. De to starthuller rummer på en måde hele banens forløb. Opad og så nedad. Og man vil bare have mere.
Medlemmer i højsædet
Der lægges ikke skjul på, at Club de Golf Las Brisas er til for sine medlemmer. Her satser man på tradition og holder på formerne. Det betyder ikke, at gæster ikke er velkomne på Las Brisas. De må bare slås om blot to daglige starttider, som ligger ud på eftermiddagen, og hvor de nærmest perfekte greens kan være en anelse trådt op omkring hullet. Og så må de i øvrigt lægge 300 euro.
Når de så er betalt, og en sublim golfoplevelse er under vesten, er priserne ellers rimelige. I cafeen klos op af 10. tee får jeg en croissant til gadepris og en lækker kaffe fra en rigtig espressomaskine, mens der kører topgolf i fjernsynet. Omkring mig hører jeg samtaler på 4-5 forskellige sprog og mærker den kosmopolitiske atmosfære i en klub med medlemmer fra over 30 forskellige lande.
