Årets talentudviklingspriser fra Dansk Bank er tildelt Emma Bunch, Mølleåen og Kristian Hjort Bressum, Great Northern.
De har begge til fulde vist, at de kan arbejde målrettet og opnå resultater. Emma Bunch kunne ikke være til stede ved overrækkelsen, men sendte en videohilsen fra sit college i New Mexico. Til gengæld var Kristian Bressum naturligt til stede, da det skete på den klub, han er medlem af og repræsenterer, Great Northern.

Foto: Jesper Vinzents
Udviklingspriserne er på 25.000 kr, og ingen af modtagerne er i tvivl om, hvad pengene skal bruges til. Emma Bunch vil forsøge at etablere sig på EPSON Tour, så hun vil med andre ord forsøge at slå igennem i USA. Her har hun også vakt stor opsigt med sin evne til ikke blot at være med i toppen af turneringer, men at vinde dem. Hun har faktisk vundet ikke mindre end syv collegeturneringer. I Danmark har hun vundet DM i såvel hul- som slagspil.

Bressum har i år imponeret ved at vinde EM-sølv, og han har desuden vundet sølv ved EM for hold, mens han for ganske nylig var på det hold fra Great Northern, der vandt bronze i DM for hold. Han er den højest placerede dansker på amatørernes verdensrangliste for tiden, og de 25.000 kr skal bruges til den hundedyre Q-school, hvor han går ind på stage 2 30. oktober.
































