Tommy Fleetwood (billedet/ Getty)har været nr. 2-2-3 og 5 i de fire majors, han har vundet 11 gange i resten af verden, men aldrig på PGA Touren, men nu skete det – og oven i købet i Tour Championship, afslutningen på årets FedEx Cup.

Endnu engang håbede golfelskere over hele verden, at han ville holde hjem, ikke mindst på East Lake, hvor der blev spillet, og søndag ikke bare vandt han – han var i -18 tre slag foran Patrick Cantlay og Russell Henley, der delte andenpladsen, og endnu et foran Scottie Scheffler, der endelig ikke vandt, Cameron Young, og sidste rundes bedst scorende, canadieren Corey Connors, der sluttede af med en runde i -8 efter at være begyndt med fire pars. Trioen på fjerdepladsen sluttede i -14.

Nu gik der hul på sejrene for den 34-årige Tommy Fleetwood, og mon ikke det baner vejen for mange flere triumfer?

Viktor Hovland gik sidste runde i -7 og blev nr. 12 i -11. Han har åbenbart fundet formen i tide til Ryder Cup. Ludvig Åberg blev nr. 21 i -7, Rory McIlroy nr. 23 i -6, mens nr. 30 og sidst var Sepp Straka i +7, og dermed er han formentlig ude af billedet til Ryder Cup.

— o0o —

På Champions Tour sluttede The Ally Challenge som et omspil mellem Stewart Cink og Ernie Els, som Cink vandt. De var begge sluttet i -15, hele tre slag foran Cameron Percy, Steven Alker og Søren Kjeldsen, der nu er nr. 19 på Order of Merit. Thomas Bjørn blev nr. 12 i -8 og ligger uændret nr. 8 på samme liste.

Kjeldsen fik bogey på 16, eagle på 17 og bogey på 18, så han var tæt på en udelt tredjeplads.

— o0o —

Brooke Henderson, der er canadisk nationalhelt, men bl.a. pga. skader ikke har vundet i 30 måneder, holdt hjem i CPKC Women’s Open og fik dermed sin 14. LPGA-sejr, så nu går canadierne glædes-amok igen. Hun sluttede i -15, et slag foran Minjee Lee, mens de følgende blev: 3. Mao Saigo, Japan -11. 4. Akie Iwai, Japan -10. 5. Lydia Ko og meget overraskende belgiske Manon de Roey i -9.

Verdens nr. 1, Jeeno Thitikul, blev nr. 7 i -8.

Forrige artikelRasmus spiller Ryder Cup – Nicolai nr. 2 i Betfred British Masters og kan evt. komme til det – søndagsavoersigt
Næste artikelTirsdagsanekdoten om Brooke’s Brigade
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.