Det europæiske Ryder Cup-hold fulgte den fine start fra formiddagens foursomes op med at vinde eftermiddagens fourball best ball på Bethpage Black i New York.

Desværre var det ikke med en vellykket debut for Rasmus Højgaard. Sammen med Ludvig Åberg vandt han ikke et eneste hul, før matchen var slut som et knusende nederlag 6-5 efter bl.a. tab på de tre sidste huller mod Cameron Young/ Hustin Thomas.

I første fourball gentog Jon Rahm tabet på første hul, nu sammen med Sepp Straka, mod Scottie Scheffler/ J. J. Spaun. Denne gang fik USA ikke lov til at føre gennem seks huller. Europæerne snuppede allerede hul 2 og 3 og afgav aldrig føringen, før sejren 3-2 var en kendsgerning. På Gettys billede ses Jon Rahm tv og Sepp Straka th.

De to sidste matcher gik begge 18 huller ud. Tommy Fleetwood/ Justin Rose tabte femte hul mod Ben Griffin/ Bryson DeChambeau, og alle andre huller blev delt i pars, til europæerne vandt 11, 14 og 16. Amerikanerne vandt et smukt spillet hul 17 par-3, men på sidste hul havde såvel Fleetwood som Rose putts for deling og sejr. Rose var længst væk og holede overbevisende, som Fleetwood kunne nøjes med at juble. 1-0 Europa.

Den sidste fourball bød på masser af flot golf og et enkelt kæmpe miss fra ½ m af Patrick Cantlay, som han formentlig har svært ved at sove for i nat. Cantlay / Sam Burns delte matchen med Rory McIlroy/ Shane Lowry efter en opvisning i, hvordan spillere, der skulle hole for at dele et hul, holdt nerverne i ro.

2½-1½ til Europa, der før lørdagens spil fører 5½-2½. Vi kan nok regne med, at McIlroy/ Fleetwood igen skal spille i lørdagens foursomes, og det er vel heller ikke sandsynligt, at Højgaard får en chance mere før tidligst i fourballs om eftermiddagen.

Forhåbentlig har det ikke slået ham ud, at en odds-ekspert mente, at han var den bedste at sætte penge på i to henseender: Færrest kampe af alle og færre point end J. J. Spaun.

Forrige artikelForrygende europæisk start på Ryder Cup
Næste artikelTre på stribe for Europa
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.