Det syntes at være en formsag fra starten af Ryder Cups singler på sidste dag. Europa startede foran 12-5, efter at Viktor Hovland ikke kunne spille pga. en øm nakke, så hans match med Harris English blev delt efter ‘konvolutregelen’.

Europa kom hurtigt op i seks matcher, og der blev talt om rekordstørrelse på sejren. Så slog amerikanerne tilbage, og selv om Europa sejrede 15-13, var der kun en enkelt vinder i sidste runde. Det var Ludvig Åberg, der besejrede Patrick Cantlay 2-1, og heldigvis.

Dagens største comeback stod Bryson DeChambeau for. Han mindede i sin eufori i den grad om Seve Ballesteros, da han – efter at have været 5 ned efter hul 7 – kom tilbage og endda var tæt på at besejre Matt Fitzpatrick til sidste. Heldigvis holdt englænderen hovedet koldt og bjergede et halvt point

Der var mange andre fascinerende matcher, ikke mindst de to første singler, hvor Justin Rose mod Cameron Young var 3 ned, men nåede på ligestilling, før et misset putt på 18 gav amerikansk sejr 1-0. Det gentog sig i anden single, hvor Justin Thomas kunne mærke, at Tommy Fleetwood var lidt mat og endte med at putte sig til sejr 1-0 på 18.

Rasmus Højgaard fik faktisk et putt for at vinde matchen, men det var urealistisk langt, og da det ikke gik i hul, tabte han 1-0 til Ben Griffin. Matchen var tæt hele vejen, men danskeren var aldrig foran.

Shane Lowry sikrede mod Russell Henley det halve point, der sikrede, at trofæet blev på europæiske hænder, og han var grædefærdig: – Nu har jeg vundet The Open i Irland og sikret Europa Ryder Cup-trofæet, sagde han mellem sine tårer. Faktisk vandt han The Open i Nordirland 2019, men for ham er det også Irland.

Tyrell Hatton sikrede det halve point, der sikrede europæisk sejr, ved at dele med Collin Morikawa, og det sidste halve point scorede Robert MacIntyre mod Sam Burns.

Opgøret mellem verdens nr. 1 og 2, Scottie Scheffler og Rory McIlroy, var jævnbyrdigt, men ikke specielt velspillet. Scheffler sejrede 1-0. Jon Rahm var en skygge af sig selv og tabte 4-3 til Xander Schuffele, mens J. J. Soaun vandt 2-1 over Sepp Straka.

15-13 til Europa, der vandt i USA for første gang siden 2012 og naturligt fejrede det, selv om singlerne var tabt 8½-3½.

Gettys billede viser det fejrende hold. Vi kommer tilbage til de individuelle scorer.

 

Forrige artikelHøjgaard møder Ben Griffin
Næste artikelIndividuelle scorer fra Ryder Cup og weekendroundup
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.