Alt skal ikke drukne i Masters. Slet ikke, når vi har dansk føring i MADAËF Golfs Ladies Open på Royal Club de Fez i Marokko. Her er en fremragende bane (Billedet/ Mette Novrup), hvor alt netop nu springer ud, ikke mindst mandeltræerne, og i horisonten ser man de blånende Atlasbjerge. Der er ikke mange lokale, der spiller den glimrende bane, så alle kan anbefales at prøve den.
Nok om det. Der deltager 92 spillere i årets første turnering på LET ACCESS-series, og efter to runder ser det ud til, at cuttet bliver +6 eller værre. Natacha Høst Husted er færdig i præcis +5.
Cuttet sætter det i relief, at Cecilie Leth-Nissen fra Smørum fører i scoren -8, tre slag foran Caroline Sturiza, Schweiz og Ashley Chow, Canada. En del af eftermiddagsholdet er ikke på banen endnu, men ingen af dem starter i bedre end par.
































