70 spillere er kvalificeret til at spille FedEx St. Jude Championship, den første del af FedEx Cups slutspil, men kun 69 stiller op. Rory McIlroy kommer ikke, og det kan der være mange grunde til.
For det første er han matematisk sikker på at komme til slutspillets anden del, BMW Championship for top-50, og har er allerede så godt som sikker på at være med i Tour Championship for de sidste 30.
For det andet er reglerne for Tour Championship i år ændret, så alle starter fra scratch, så der ikke er nogen belønning for at ligge godt på FedEx Cup-listen – bortset fra at være kommet med i Tour Championship.
For det tredje har McIlroy, der allerede før sæsonen bekendtgjorde, at han ville skære ned på antallet af turneringer, han spillede, efter slutspillet en hektisk periode, der bl.a. omfatter Ryder Cup.
De øvrige 69 spillere er med, og der bliver fokus på placeringerne omkring top-50. Nok så meget som på, hvem der vinder.
Som dansker leder vi efter skandinaviske deltagere, men her har det været et råddent år: Kun Ludvig Åberg og Viktor Hovland er med.
Til gengæld er der mange med i Nexo Championship på Trump International i Skotland, hvor feltet er svækket en del pga. FedEx Cup. Fem danskere deltager med Jeff Winther i spidsen.
Ni danske spillere er med i Irish Challenge på HotelPlanner Tour, og vi bemærker, at Gustav Frimodt har fået et af arrangørernes fire wild cards.
I Sverige er Forsbacka Open indledt, og Morten Ørum Madsen viser fortsat flot form. Han ligger som nr. 3 i -4, to slag efter de to førende: Hlynur Bergsson, Island og Gustaf Kocken, Sverige. Jamie Tofte Nielsen er nr. 5 i -3.
På LET spilles PIF London Championship, hvor Emily Pedersen (billedet/ Getty), Smilla Tarning Sønderby og Natacha Høst Husted er med, og på LET Access Tour er Ahlsell Trophy indledt med syv danske spillere. Den svenske amatør Edit Herzman fører i -4, mens Cecilie Leth-Nissen er nr. 3 i -2 og amatøren Sarah Skovgaard Bils nr. 14 i par.






























