Forholdene på TPC Scotsdale i Arizona var klart bedst for formiddagsholdet, og det benyttede tvillingerne Nicolai (billedet/ Getty) og Rasmus Højgaard fint. Nicolai gik åbningsrunden bogeyfri i WM Phoenix Open i -5, og det placerer han på en tredjeplads, som han deler med Michael Thorbjørnsson, Pierceson Coody og Sam Stevens.
Rasmus Højgaard havde såvel en dobbeltbogey på 9 som en eagle på 14 og sluttede i -3, så han efter første dag er nr. 12, men det gør ham kun til den tredjebedste dansker, for efter birdies på det ikoniske par-3-hul 16 og det efterfølgende hul 17 gjorde, at han nåede frem som nr. 7 i -4. Samtidig kunne vi se ham interagere fint med publikum, så han er ved at vænne sig til sin stjernestatus.
Den sidste dansker, Thorbjørn Olesen, havde ingen god eftermiddag, men kæmpede sig ind i +1 som nr. 76. Han går i bold med Neergaard-Petersen, og forhåbentlig kan de begge udnytte de bedre forhold fredag formiddag.
Der er også en del dansk blod i den førende Chris Gotterup, der har danske bedsteforældre. Han startede på hul 10, og efter tre pars gik han hul 13-18 i -6 med en eagle og fire birdies. Hans runde blev på -8, to slag bedre end Matt Fitzpatrick, og tre bedre end spillerne på tredjepladsen.
Verdens bedste spiller, Scottie Scheffler, havde en offday med fem bogeys og en dobbeltbogey, og hans birdies klarede kun at reparere nok til, at han er nr. 90 i +2 og blandt dem, der skal udnytte formiddagen fredag godt for at klare cuttet. Brooks Koepka skuffede ligeledes med en runde i +4 efter uinspireret spil.






























