Seks danskere spiller i denne uge på højeste plan i Nordamerika, tre mænd i RBC Canadian Open og tre damer i Dow Championship i Michigan.

Den canadiske turnering er den tredjeældste, der er spillet hvert år siden starten. Den blev spillet første gang i 1904, og den har aldrig haft en dansk vinder, så der er mulighed for at blive historisk for Nicolai Højgaard, Rasmus Neergaard-Petersen og Thorbjørn Olesen (billedet fra samme turnering i 2025/ Getty).

Turneringen er ikke voldsomt stærkt besat, men i toppen finder man dog Collin Morikawa, Matt Fitzpatrick, Tommy Fleetwood, Jacob Bridgeman og Kristoffer Reitan, og så kan vi da håbe, at Viktor Hovland finder sit bedste spil frem igen.

I Dow Championship er favoritterne spillere som Nelly Korda, Hyo Joo Kim og Nasa Hataoka, og de tre danske spillere er Nanna Koerstz Madsen, Emily Pedersen og Nicole Broch Estrup.

Der spilles ikke på DP World Tour og LET, men der er stor dansk deltagelse i Interwetten Open i Østrig, hvor bl.a. Martin Leth Simonsen, Hamish Brown, Sebastian Friedrichsen og Christian Jacobsen skal spille, mens fire spillere skal deltage i Raffeisen Czech Ladies’ Challenge på LET ACCESS Tour. Det er Cecilie Eggersen, Cecilie Nielsen, Natacha Høst Husted og Sarah Skovgaard Bils.  Endelig deltager mange danske spillere i Indoor Golf Group Göteborg Open, der gik i gang onsdag. Joachim Brandt Hansen og Mads Røddik ligger på en mangedelt tredjeplads i -3, blot et slag efter de to førende, svenskerne Joel Sylven og amatøren Max Bengtsson.

 

Forrige artikelFem golfbaner. Ni hoteller. Uendelige muligheder på Lolland-Falster
Næste artikelFyn: Golf i verdensklasse – oplevelser lige om hjørnet
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.