En passioneret dansk golfspiller fik ved et tilfælde foden indenfor ved den ikoniske turnering – som den eneste ikke-amerikaner. Og som frivillig får han hvert år lov til at spille Augusta.
Foto: Getty Images, Peter Bugge og privat
De færreste danskere har oplevet Masters på nærmeste hold, og endnu færre har spillet den ikoniske Augusta National. Men så er der Jan Strandkvist, for ham er både turnering og en runde på banen en tilbagevendende begivenhed – han er der nemlig hvert år som en af de ca. 500 frivillige, der får turneringen til at glide. Og han er ikke bare den eneste dansker – han er den eneste uden amerikansk pas.
Og for Jan var det da også lidt af et tilfælde, der åbnede dørene til det forjættede land.
Som ung var han udvekslingsstudent hos en familie i North Carolina. Og det var her, han første gang stiftede bekendtskab med golfspillet. Jan Strandkvist har efterfølgende holdt kontakten til sin gamle værtsfamilie, som han betragter som familie, og som han besøger så ofte som muligt.
Et tilfældigt møde
Kort efter coronapandemien var han endnu en gang afsted, og sammen med sin amerikanske far, der var blevet ramt af begyndende demens, tog han på vandretur i en nationalpark.
Her faldt de i snak med et andet par.
– Min far siger ud af det blå: ”Hello, det er min adopterede søn fra Danmark”. De kiggede lidt forvirrede på os, og så begyndte vi at tale om, hvor pænt her er. Under snakken nævner de, at de kommer fra Augusta, og jeg siger: Jaaa, der er jo egentlig også ret pænt – der er jo den her golfbane…
– Manden, Steve Brown, kigger på mig og spørger om jeg spiller golf. Tjaaaaa, det gør jeg og hvad med dig? Steve smiler lidt skævt og fortæller, at han faktisk har været chef for scoringen ved Masters i 40 år og har ansvaret for de frivillige. Så siger jeg til ham, at det kunne jeg virkelig godt tænke mig, med et endnu større og skævere smil på læben, da jeg ved, at chancerne næsten er lig nul, fortæller Jan Strandkvist.
Normalt skal frivillige helst komme fra lokalområdet – Georgia, South eller North Carolina – men der er undtagelser.
– Når folk først er kommet ind, så bliver de der bare. Nu kommer de flyvende ind fra 44 forskellige stater. Der er en lang venteliste – det går jo i arv, forklarer Jan og fortsætter om mødet med Steve Brown:
– Min far, som var ingeniør, begynder så at fortælle historien om, hvordan hans gamle firma havde to billetter til Masters, som der altid blev trukket lod om. Og om, hvor stor en oplevelse det er at komme til Masters. Den samme historie fortæller han tre gange på de ti minutter, vi snakkede.
Jan har gemt alle sine adgangskort fra Masters.
Altid samme opgaver
Jan endte med at få Steve Browns e-mail, og efter lidt betænkningstid hjemme i Danmark, skrev han til ham.
– Jeg tænkte: Hmm, hvad skriver jeg lige? Men jeg fortalte, at min far var blevet dement, som han jo nok selv havde oplevet. Så jeg beskrev det som en hyldest til min far og muligheden for at give ham en sidste, stor oplevelse, hvis jeg kom med til Masters. Den fik på den helt store klinge, beretter Jan Strandkvist
Det virkede. Han fik adgang.
– Steve svarede dagen efter: Okay, Jan. Jeg finder en plads til dig i ’22. Det var måden, jeg kom ind på. En tilfældighed af de helt store, fastslår han, der i år faktisk havde sin amerikanske far med – han fik en oplevelse i nuet, som desværre var glemt, da han blev kørt hjem igen.
Første gang, Jan arbejdede på Augusta, var i april 2022. Nu er det blevet en årlig tradition.
– Jeg været der siden, det var fjerde gang i år.
Arbejdsopgaven er altid den samme, han er en del af det fem-seks mand store hold, der passer det gigantiske leaderboard mellem 3. green og 4. tee. Selve arbejdspladsen er inde i den enorme scoretavle, hvor navne og scores konstant skal ændres. Det foregår via rullende stiger, som man måske kender det fra bibliotekernes høje hylder.
– Det er den fedeste placering, Vi pakker sammen, når de sidste spillere er kommet forbi. Og så kan jeg jo sådan set gå rundt og se golf i 3-4 timer, fortæller Jan Strandkvist, der også altid arbejder ved den traditionsrige par 3-turnering, der afvikles dagen inden selve turneringen.
Mange regler – også for de frivillige
Augusta National er kendt for sine strikse regler. De gælder ikke bare tilskuerne, der på stedet kaldes ”patrons”, men også de frivillige. Derfor kan vi ikke vise billeder af Jan på anlægget.
– Der er virkelig mange regler. Så du skal altså ikke træde ved siden af. Men er du først inde, bliver de ved med at invitere dig tilbage, siger han
Det er ikke nogen guldrandet forretning at være frivillig. Som alle andre får Jan en uniform bestående af en overtrækstrøje, kasket og poloer (Der skal bæres inden for bukserne, naturligvis.)
Alligevel er interessen for at blive en del af korpset af frivillige enorm. Men det er stort set lige så svært at få lov at arbejde gratis, som det er at få billetter til selve turneringen. Sammen med Super Bowl er Masters en af den mest eftertragtede sportsbegivenhed i verden.
– Nogle af mine venners tandlæge ville gerne det her, og han har sagt: Hvis du kan få mig ind, så laver jeg dine tænder resten af dit liv, siger han med et grin.
Når arbejdsdagen er slut, hygger Jan sig med sine amerikanske venner.
Nye venskaber
Fly og ophold står han selv for. Det første år boede han på hotel, men så dannede han varige venskaber med flere af de andre frivillige.
– En af dem hedder Jarred og kommer fra Texas. En anden er Frank Fortune, der har været frivillig 51 år i træk, hans mor, Paula, bor i Augusta. Så nu bor jeg sammen med de to hos hende under turneringen. Det har jeg gjort de seneste tre år, fortæller Jan Strandkvist.
Selv om opgaven er ulønnet, er bonussen at se verdens bedste spillere på nærmeste hold i en af verdens største turneringer. Og så er der jo den helt store sidegevinst: Alle frivillige inviteres tilbage til ”Appreciation Day” en måneds tid efter turneringen, hvor de selv får lov til at spille banen.
Det betyder, at Jan Strandkvist to gange om året tager turen til Georgia. Først for at arbejde, så fornøjelse.
– Ja, det er lidt dyrt. Men det er også en kæmpe ære og privilegie at være en del af Masters. Og så får jeg også set venner fra High School og min familie. Det ville jo være langt dyrere, hvis jeg også skulle betale for bolig, fastslår Strandkvist, der til daglig er projektchef og bl.a. sælger specialbænke til parker og byrum. Men de to ugers ”Masters-ferie” er hellige og for længst plottet ind i feriekalenderen hos arbejdsgiveren.
Jan spiller i Randers Golfklub
Birdie på sit eget hul
Oplevelsen af at spille den berømte bane er magisk, næsten som at betræde hellig jord, mener Jan Strandkvist.
– At stå på første teested er helt surrealistisk og at spille Amen Corner – det vænner man sig aldrig til. Du står bare og kigger og tænker, det er for vildt, fortæller Jan, der har helt særlige minder fra banen.
– På 3. hul, der hvor jeg arbejder, lavede jeg birdie på min første runde. Det var ret sjovt, fortæller han og sætter lidt flere ord på selve banen, hvor han på fire huller spiller fra samme teesteder som under Masters, 3., 4., 12. og 16.
– Mit mål er at breake 90, men det kræver, at man putter overdrevent godt. Man forstår slet ikke, hvor svære greens er at læse – det er helt skørt. Selv om der står en caddie på hver green og hjælper os lidt, når vi spiller, siger han.
Banen er langt mere kuperet, end man ser på TV, men når han og de øvrige frivillige spiller den, foregår det i buggy. Medmindre vejret sætter en stopper for det.
Jan Strandkvist er 59 år, og han håber på at tage turen til Masters mange gange endnu. Og når vi rammer første hele uge af april næste år, er Jan Strandkvist helt sikkert på plads igen – inde i leaderboardet ved 3. green. Præcis, hvor det hele begyndte.
