Efter to dage af Danish Golf Championship på Great Northern i Kerteminde er der ingen danske spillere i top-10, men afstanden opad er ikke større, end at Rasmus Højgaard, Jeff Winther og Marcus Helligkilde stadig kan blande sig i toppen. Under alle omstændigheder bød fredagen på masser af god golf og slet ikke så lidt dramatik, før denne stilling i toppen var fremkommet:
1. Antoine Rozner, Frankrig (billedet/ Getty) og Adam Cameron, Skotland -11. 3. Ewen Ferguson, Skotland -10. 4. Julian Perico, Peru, Matthew Jordan, England, Caleb Surratt, USA, Romain Langasque, Frankrig og Brandon Stone, Sydafrika -9. 9. Yanhan Zhou, Kina og Bubba Watson, USA -8. 11. Rasmus Højgaard, Filippa Celli, Italien, Todd Clements, England og Freddy Scott, Tyskland -7.
Jeff Winther og Marcus Helligkilde er delt nr. 15 i -6. Jakob Skov Olesen nr. 25 i -5. Lucas Bjerregaard nr. 39 i -4. Thorbjørn Olesen, den store positive overraskelse Jacob Worm Agerschou nr. 50 i -3 og Martin Leth Simonsen nr. 63 i -2.
Forholdene var igen bedst for de spillere, der gik ud tidligt, men det hjalp ikke Christian Jacobsen, der på første hul slog ud i rough og kom til at spille videre med en forkert bold. Da det blev opdaget, indkasserede han en dobbeltbogey i stedet for en par. En skrækkelig start.
TV-bolden med Rasmus Nørgaard, Bernd Wiesberger og Eugenio Chacarra bød på alt, hvad hjertet kunne begære, efterhånden som de i det strålende solskin spillede sig rundt på den skønne bane. Chacarra skulle spille sig på den rigtige side af cuttet, og det klarede han med en runde i -5, hvor han ledsagede hvert dårligt slag med spanske eder og forbandelser og vist ikke lod noget som helst ukommenteret – men han kan unægtelig spille golf.
På hul 18 demonstrerede trioen, hvorfor banen er vendt. Chacarra kom præcis over vandet og fik et putt på mere end 10 m. Med et toputt fik han par som den eneste. Wiesbergers bold lavede et spejlæg i en bunker, og han skulle have bolden ud af bunkeren uden at gå i vandet. Det kostede en bogey. Rasmus Højgaard slog over bunkeren i rough og skulle også undgå at gå i vandet. Derfor måtte han tage en omvej til hullet og fik også bogey. Ærgerligt, for han havde vist spil af topklasse, lavet glimrende birdies og reddet sig ud af mange problemer, men dette sidste blev for meget.
Marcus Helligkilde havde smil på hele dagen og er tydeligt fint tilbage efter sin skade og operation i en mere afslappet udgave, og Jeff Winther er lige så stille listet fremad. Lucas Bjerregaard kunne ikke følge sin fine første runde op i en ustabil runde med fem birdies og syv bogeys. Agerschou spillede en nydelig runde med seks birdies og blot en enkelt bogey.
Blandt turneringens kendte veteraner gjorde Bubba Watson det bedst ved for anden dag i træk at gå i -4 og give mange prøver på sin eminente teknik. Ross Fisher i +1, Edoardo Molinari og Henrik Stenson i +3 var ikke i nærheden af cuttet.
Alt omkring turneringen fungerer fint, og med udsigt til knap så hård varme, men stadig tørvejr og skift i vindretningen til vest bliver det spændende, hvordan feltet vil håndtere det.
Lørdag morgen slår Martin Leth Simonsen ud som den første kl. 7.00. Marcus Helligkilde skal ud kl 10.30, Jeff Winther kl. 10.45. Rasmus Højgaard går ud kl. 11.05 sammen med Freddy Schott og Alejandro del Rey, mens førerbolden sendes af sted kl. 11.45
































