Selvom vi er godt inde i 2025-sæsonen, er der heldigvis stadig masser af golf og gode oplevelser at hente i golf-Danmark, og her er Greve Golfklub et besøg værd.

Greve Golfklub har i mange år været en fast favorit blandt både østsjællandske og københavnske golfere – kendt for sine velholdte greens, gode layout og ikke mindst venlige atmosfære.

Golfbanen er anlagt for 20 år siden af banearkitetfirmaet Hawtree. Golfbanen er anlagt på let kuperet landbrugsjord og sået med rødsvingelgræs. Du vil møde flotte fairways og store greenområder med runoffs og nogle drilske greenbunkers.

Der er åbent for spil året rundt og der spilles altid til sommergreens, hvilket medlemmer og gæster nyder godt af i vinterhalvåret.

Greve Golfklub har i 2024 anlagt 15 nye teesteder, som markerede en ny æra for banen til sæson 2025. De tidligere farvede teesteder er blevet omlagt til teesteder baseret på afstande, og en helt ny banelængde på 4600 meter er introduceret. Med hele 6 teesteder at vælge imellem – 62, 58, 54, 50, 46 og 36 – får spillere nu langt bedre mulighed for at vælge teested ud fra spillelængde og niveau.

Denne fleksibilitet giver en bedre og mere inkluderende oplevelse, hvor alle får mulighed for at spille fra det teested, der passer netop dem uden at gå på kompromis med spillets kvalitet og banens design.

Flere af de 63 velplacerede bunkers er nu kommet i spil på helt nye måder og alligevel oplever klubgolferen oftere end før at putte for både birdies og pars.

Et levende klubliv og stærkt fællesskab

Men Greve Golfklub er meget mere end en veltrimmet bane. Det er en klub, hvor fællesskabet lever – både på og uden for banen. Her mødes golfere i alle aldre og på alle niveauer i et afslappet miljø, hvor der altid er plads til et smil og et venligt ”hej”.

Klubben har flere end 100 frivillige som giver en hånd med i løbet af året på både banen, træningsbanen og i de forskellige udvalg.

Klubben arbejder aktivt med både begyndere og juniorspillere og har blandt andet stor succes med DGUs koncept ”Vejen til stor bane”, som hjælper nye spillere trygt fra træning til rigtig golf. Det bidrager til den særlige stemning i klubben, hvor alle føler sig velkomne – også selvom man først lige har fundet vej til golfen.

Klubhus

Restaurant med ry – Smørrebrød i særklasse

Før eller efter runden bør du unde dig selv et besøg i klubbens populære restaurant, som af mange kaldes et af områdets bedst bevarede hemmeligheder. Her serveres der nemlig bl.a. smørrebrød i absolut særklasse – og rygtet om det lækre smørrebrød til overkommelige priser spreder sig hurtigt blandt både golfere og ikke-golfere.

Restauranten er blevet et naturligt samlingspunkt – ikke bare for klubbens medlemmer, men også for lokale, der kommer for maden og den gode stemning.

Ifølge golfklubbens medlemmer har vi Danmarks bedste restaurant.

Maiken Hansen der står i spidsen for restauranten, har nemlig flere år i træk været topscorer i medlemsundersøgelsen ”Golfspilleren i Centrum”.

Greve Linksuge

I uge 29 blev den 12. udgave af Greve Linksuge afviklet. 922 golfspillere deltog i ugens otte turneringer. Der var deltagere helt fra Sverige, Norge og Portugal – i alt 260 gæster fra 50 forskellige klubber.
Golf viser endnu engang, at det er en sport for alle – fra den yngste spiller på 10 år til ældste deltager på 88 år.

Sæt kryds i kalenderen i uge 29, 2026 hvor vi igen inviterer til en festuge med forskellige spilformer såsom, Irish twosome, Foursome og Texas scramble.

Hul 11, par 4, let op ad bakke

Kom og spil

Greve Golfklub ligger centralt og let tilgængeligt, blot en kort køretur fra både København og det øvrige Sjælland. Klubben byder varmt velkommen til greenfee-gæster, og med en opdateret bane, et levende fællesskab og et køkken i særklasse, er der mange gode grunde til at lægge vejen forbi Greve.

Så tag vennerne med, pak udstyret – og oplev, hvad Greve Golfklub har at byde på i 2025. Her får du golf i topform, smørrebrød med sjæl – og måske en ny favoritbane.

Greve Golfklub

Karslunde Centervej 45
2690 Karslunde

Telefon: 46134005
E-mail: info@grevegolf.dk

18 huller, driving range, putting green, klubhus, leje af udstyr, restaurant

www.grevegolfklub.dk

Forrige artikelSeks danskere videre i SM Match
Næste artikelStensballegaard viser vejen
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.