Den jyske vestkyst gemmer på en dejlig bane med masser af udfordringer – ikke mindst den altid tilstedeværende vestenvind.

Foto: Peter Bugge og PR

Der er mange gode grunde til, at turister i tusindevis hvert år valfarter til Henne. Sommerhusområdet er et af de mest populære i landet og så er der selvfølgelig Henne Kirkeby Kro, hvor Paul Cunningham serverer lækkerier i sin tostjernede Michelinrestaurant.

Og ikke et sommerhusområde uden golfbane. Mange andre steder er den slags – lidt groft sagt – en mark, hvor man har smidt 18 flag ned i jorden. Sådan er det ikke i Henne Golfklub – meget langt fra, faktisk. Her har arkitektlegenden Frederik Dreyer skabt en rigtig fin golfbane. Med masser af udfordringer.

Skyerne hænger tungt over anlægget, da vi ankommer en kølig sensommerdag. Det første, der møder os, er et imponerende stort klubhus, hvor man fra de store panoramavinduer har fin udsigt til flere huller. Klubben kan ”takke” en pyroman for den fine bygning. Han var på spil i 2008, og fik brændt det gamle ned til grunden.
Klubhuset rummer også en kæmpestor proshop – og et køkken, som medlemmerne kan bruge. En decideret restaurant er her ikke, dertil er konkurrencen fra de mange andre spisesteder i områet for stor. Men den hyggelige ”Olsen Griller” i et hjørne af terrassen er selvfølgelig i brug ved særlige arrangementer.

Sådan et er der desværre ikke på programmet denne dag, så jeg må nøjes med et par müslibarer fra shoppen, inden det går løs.

Selve banen er anlagt rundt om en bakke og dermed ganske kuperet. Men den er absolut ikke hård at spille, man kan sagtens gå rundt. Allerede på tredje hul er vi kommet op i højderne og finder banens signaturhul. Et kort par 3-hul, hvor man slår over den gamle grusgrav. Inden jeg slår ud, bruger jeg et par minutter på den bjergtagende udsigt fra teestedet, hvorfra jeg kan se både Filsø, Blåbjerg plantage og Vesterhavet. Der er for øvrigt flere andre glimrende udsigtspunkter på banen, så brug et par minutter på at nyde det.

Vild vind fra vest

Selv om Henne Golfklub er er dejlig bane, er der naturligvis også et par huller i suppen. Og det er de mange blinde slag på især de første ni huller. Her er man på herrens mark, hvis det er første gang, man spiller banen.

Der er generelt masser af plads på hullerne, og jeg mister ikke mange bolde i roughen, der nærmest er ikke-eksisterende. Du behøver heller ikke have fiskestangen med i baggen, der er kun to ganske små søer på banen.

Under mit besøg er greens ikke de hurtigste. Og det er jeg glad for. Mange af dem er nemlig ret puklede, og det vil blive noget af en udfordring at putte, hvis de bliver lavet lynhurtige.

Vi er få kilometer fra vestkysten, og det vil sige, at vinden altid er i spil. Som de lokale siger: Det blæser 360 dage om året – de resterende dage stormer det. Og det er da også vinden, der er den største udfordring under mit besøg. Særligt de lange par5-huller lige ind i vestenvinden er brutale og kræver alle de tildelte slag, jeg har med mig ud. Og lidt til. Til gengæld er vinden også det eneste, man hører.

– Hvis jeg skal fremhæve noget, så er det roen. Herude er der vinden – og det er det. Og så kan man spille den hele året med sommergreens, mener klubbens formand, Benny Franz, som spiller med på dagens runde.


Begyndte med tre huller

Efter runden drikker vi en øl på terrassen, og han fortæller mig om klubben.

I år er det 30 år siden, medlemmerne kunne tage de 18 huller i brug. Selve golfklubben er godt nok et par år ældre, men den første tid havde man kun tre huller anlagt i en gammel grusgrav at boltre sig på.

Klubben har kun omkring 300 medlemmer, og en stor del af klubbens indtægter stammer fra de mange greenfeegæster, der årligt er på besøg. Dem gør man også en hel del for at tiltrække. I uge 20 er der ”Spil billigt uge”, hvor greenfee er kraftigt reduceret og endda bliver suppleret med en bid brød efter runden. Det er et særdeles populært tiltag, og tiderne bliver lynhurtigt booket, når de frigives tre uger før.

Og om sommeren, når alle sommerhusene i området er fyldt med glade feriegæster, inviterer klubben i uge 28 til Henne-ugen, hvor der er ny turnering hver dag.

Trods de mange gæster, er det altid til at få en tid på banen – og jeg vender meget gerne tilbage. For når det kommer til baner i sommerlandet siger jeg uden tøven: Helle for Henne!


Henne Golfklub

Hennebysvej 30, 6854 Henne. Tlf: 75255610. Mail: post@hennegolfklub.dk www.hennegolfklub.dk
18 huller: Tre forskellige teesteder
Længde: 4944-5847
Greenfee: 300 kr.

Faciliteter:
Proshop – ja,
Restaurant – Nej – men køkkenet kan benyttes
Udlejning af golfbil – ja
Par3-bane – ja og Pay’n’Play
Øl/vand kaffeautomat – ja
Omklædning/bad – ja
Læskur mod lynnedslag – ja, tre stk
Vand på banen – ja, tre steder

Forrige artikelGolfbladet – September 2022
Næste artikelTonys fornemmelse for greens