Allerede på motorvejen kunne man se forskellen på Made in Denmark og Jyske Bank PGA Championship. Der var ingen skilte, der viste af til golf. Jo nærmere, man kom, jo mere mærkværdigt. Stadig ingen skilte, ingen parkerings- eller VIP-instruktioner. Man kunne bare køre direkte til receptionen og finde en P-plads næsten lige foran indgangen.

Presserummet, hvor der plejer at være kamp om pladserne? Fire computere var i gang. Der var ingen tv-skærm med scoring, og de mange pressemeddelelser var reduceret til en startliste.

Presserummet ved Jyske Bank PGA Championship – ryddet af coronaen

Ud til banen, og nu følte man savnet af skygge på årets varmeste dag- Kun et lille område bag 18 var tilgængeligt for pressen, mens antallet af tilskuere var præcis 0, som det også burde være. Heldigvis havde alle golfspillere forstået det, så ingen skulle afvises. Lige i dag har det formentlig også været temmelig meget bedre at sidde med en kold et eller andet foran tv-skærmen, ikke mindst fordi en rimelig vind gjorde forholdene mere udfordrende, hvilket Søren Kjeldsen måtte sande, da han lå i +6 efter 8.

Alle spillere kører i en personlig Garia golfbil, men har til gengæld ingen caddier og river selv bunkers. Det betød, at dagens første bold med Morten Toft Hansen og Thomas Nielsen var rundt i 2 timer og 50 minutter, mens de sidste bolde brugt ca. 3.30. Det var i hvert fald rart i den stegende hede.

Stemningen var god mellem spillerne, og Benjamin Poke konstaterede, at det her bare er fantastisk.

Flemming Astrup, der – også – står bag denne unikke turnering, var også tilfreds: – Måske er ikke alle spillere lige tilfredse med deres spil, men set fra min side er alt forløbet præcis som håbet.

Forrige artikelPGA Tour: Fem corona-relaterede afbud
Næste artikelHelligkilde har tre slags forspring
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.