Blot 6 km fra den populære ferieby Båstad finder man Bjäre GK, der bølger sig smukt i et kuperet terræn 150 m over havet med mulighed for indkvartering i lodge.

Man kan sagtens gå rundt på golfbanen i Bjäre, men på to af hullerne kommer pulsen helt op! Den kuperede bane har åbne vidder med kig til havet, og takket være nogle gode greenkeepere og masser af vand til banen; klubben er selvforsynende fra egne vandboringer og står altid meget flot og grøn. Og, det gælder hele vejen rundt.

Golfbanen, som er designet af Svante Dahlgren, kan bedst beskrives som hedelandskab med engelsk karakter. Det kommer ikke an på længden, derimod præcision, hvis man vil opnå en god score på den forholdsvis korte bane. Der er hele fem forskellige teesteder, og dermed kan såvel høj som lavhandicappere spille banen.

Man bør være lidt forsigtig med driveren; en tur i den knæhøje rough koster et slag ekstra, og man skal også tage bestik af de mange bunkers, som er strøet ud med rund hånd.
Husk at nyde udsigten til over Skälderviken.

Aldrig en runde uden kaffe og kage

”Fika” er den svenske betegnelse for kaffe og kage, og på Bjäre Golfklub har man ikke færre end 3 steder på banen, hvor man kan få ”fika”, endda med hjemmelavede kanelboller. Og, der er ikke stress. Man nyder sin fika, og fletter ind i de grupper af golfspillere, der er på golfbanen.

”Vores hjemmelavede kanelboller er meget populære, ”fortæller Fredrik Melcherson, klubchef på Bjäre Golfklub.

”Vi får en hel del flotte vurderinger fra gæster, der synes godt om vores køkken. Vi driver selv restauranten, der byder på skandinaviske retter, og vi bruger lokale råvarer,” fortsætter klubchefen.

Golfpakken er populær
Resortet tilbyder flere forskellige golfpakker, og man kan for eksempel vælge at spille en runde golf inklusiv frokost, eller en stor pakke, hvor der både indgår en runde golf, middag, og overnatning og en lille startpakke.

”Vi tilbyder golfpakker til fordelagtige priser, og hvis man er en gruppe, kan man vælge at bo i den del, som er indrettet som lodge. Vi har mulighed for at indkvartere op til 8 personer i den ene lodge, og 10 personer i den anden. Der er køleskab, men ikke køkken, og dagligstue med tv. Vi har også en rigtig god restaurant, og dermed behøver vores gæster ikke at tænke på andet end at nyde deres golfophold,” fortæller Fredrik Melcherson.

Resortet på Bjäre har som noget nyt etableret 2 baner til Padeltennis, som er den hurtigst voksende sport i Sverige. Padeltennis er en kombination af tennis og squash, men meget enklere og mere tilgængeligt for alle. Man booker blot en tid til at spille padeltennis, der inkluderer bolde og bat.

Hop i bølgen i Båstad
Båstad er en ferieby, og havnen med fritidssejlere og restauranter er det naturlige samlingspunkt. Båstad har et par lækre brede sandstrande på begge sider havnen med omklædningshytter. Allerede i første halvdel af 1800-tallet var Båstad kursted og populær badeby, hvor man kunne få både kolde og varme bade. I varmbadhuset (dampbad) fra 1894 er der i dag restauranter. Flere af de gamle sommervillaer, som datidens rige sommergæster byggede, ligger her stadig.

Bjäre Golfklubb

Salomonhögsvägen 336
269 93 Båstad
Sverige
www.bjaregolfklubb.se

Greenfee højsæson: 590-790 Svenske kr.

Forrige artikelUgens tv-golf: Få danskere, stor spænding
Næste artikelAraslöv er velplejet ud i alle hjørner
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.