I 2014 sejrede Hyo Joo Kim (billedet/ Getty) fra Sydkorea i sin første major, Evian Championship, og satte scoringsrekord for en åbningsrunde i kvindelige majors med 61 slag. Lidt skuffende havde hun før i år kun vundet 7 gange på LPGA, men efter de seneste to uger er antallet vokset til 9, efter at hun søndag sejrede i Ford Championship på Whirlwind GC i Phoenix, Arizona.

Vinderscoren var -28, en af de fem bedste i LPGAs historie, og hun var to slag foran Nelly Korda, som faktisk hentede tre slag på de to sidste huller, mens der var fem slag ned til japaneren Minami Katsu og otte til nr. 4, Lydia Ko fra New Zealand.

Kim, der stadig ikke har lært engelsk, fortæller, at hun efter at have spillet defensiv golf i 12 år har skiftet til aggressiv golf. Det har hun bl.a. gjort ved at inddrage sin tidligere fridag mandag til fysisk træning, og imponerende kan hun stemme 240 kg med fødderne.

Hun er 1,65 m høj og virker som en humørbombe, også på banen. Det er ikke til at se på hendes skikkelse, at hun har øget sin muskelmængde fra 20 til 30 kg, så hun har kunnet lægge en snes meter på sit drive. Det var ikke specielt det, hun sejrede på i Phoenix, men hendes putter glødede, og hun holede fra stor afstand.

Hendes mål er at blive nr. 1 i verden, men det tager et stykke tid, så længe Jeeno Thitikul også vinder med små mellemrum, og Nelly Korda ligeledes er i fin form. Når den aktuelle verdensrangliste publiceres i dag, er hun formentlig nr. 3 efter Thitikul og Korda.

Forrige artikelFlot tilkæmpet 2. plads til Nicolai Højgaard – Gary Woodland vandt sikkert
Næste artikelTrisdagsanekdoten om dengang Helsingør GC var tæt på at miste banen
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.