Årets anden golftekniske spørgsmål er et spørgsmål, som på mange måder deler vandende mellem den gode spiller og den mindre gode spiller, nemlig: ”Hvordan finder jeg retningen og den rigtige afstand til bolden? Inden jeg kommer med en lille udredning på, hvad jeg mener du bør gøre er det naturligvis vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen ”rigtige” afstand til bolden. Sammenlign f.eks. Jim Furyk som står tæt på med Bryson DeChambeau som står lang fra og begge gør det jo ret godt. Rigtig i golfsammenhæng skal her forstås, som hvor du kan maksimere og overføre din svinghastighed mest ensartet og lige igennem bolden, samtidig med du ikke udøver skade på din krop og forkert er så det modsatte. Med ”afstanden til bolden” mener jeg den vinkelrette afstand fra bolden til linjen dine storetæer danner. Man kan også snakke om afstanden, du holder hænderne fra dine lår og den er jo primært bestemt af afstanden du sætter fødderne fra bolden og kropsholdningen du har inde over bolden.

Den store forskel mellem en god spiller og en mindre god spiller ligger efter min mening meget i rutinen og måden, hvorpå de bestemmer spilleretningen og udmåler deres afstanden til bolden:

Den mindre dygtige spiller: De sætter oftest fødderne først på øjemål ud fra, hvad der ser nogenlunde korrekt ud mht. afstand og retning (nogen udmåler håndsbredde ind til venstre inderlår for afstand) og du vil se mange udmåle retningen de står i ved at holde skaftet op til deres hofter. Herefter sætter de køllen bag bolden og står så næsten bom stille til de føler de er afklaret i hovedet til at forsøge at svinge og ramme bolden. En meget statisk procedure, hvor de næsten bliver låst fast i den rigtige eller forkerte position de nu engang har sat sig selv i.

Den dygtige spiller: De starter alle bag bolden og finder linjen fra bolden mod det nøje specificerede punkt, hvor de vil have deres bolde til at starte. På den linje finder de ofte op til flere fikspunkter, lige fra ca. 30 cm efter bolden mod mållinjen til et par meter efter bolden. Herefter placere mange af dem deres venstre hånd på køllen ud fra en lodret slagflade (de tjekker visuelt), så de ved den sidder, hvor den for dem resultere i den hyppigst ønskede slagfladevinkel (face angle) i forhold til mållinjen i boldtraf. Herefter giver det sig selv, hvor højre hånd skal sidde (den tilpasser sig efter venstre hånd i næsten blinde). Mange placerer højrehånden på vej skaftet på vej hen mod bolden for at sigte med slagfladen. Først sætter de slagfladen vinkelret til mållinjen og herefter udmåle afstanden nogenlunde korrekt og så sætte fødderne vinkelret til slagfladen. Herefter vil du se, at de tripper en del og kører køllehovedet op og ned og frem og tilbage (wragler) og de tjekker sigteretningen flere gange ved at dreje hovedet og tjekke til det ser rigtig ud og føles godt. I den her sidste face af afstandsudmålingen finjusteres afstanden via, hvor vægten placeres på fødderne. Skal vægten være mere mod frontfoden eller bagfoden? Boldplaceringen bliver også finjusteret her ved at skubbe vægten lidt mod forreste fod eller bagerste fod så nul – og jordkontaktpunktet falder det rigtige sted i forhold til bolden. I dag er der også mange, der når de føler det hele er rigtigt laver en lille pre takeaway (et lille tilbagesving), hvor de fører køllen alt fra ca. 30 cm til næste helt tilbage og så tilbage til bolden igen, inden de bruger det sidste sekund på, at tjekke/fornemme, at alt føles rigtig. Så fyrer de svinget af med en eller to svingtanker (f.eks. drej helt tilbage, balance, god kontakt, god finish, osv.). Set udefra er den bedre spiller meget mere i bevægelse i hele tiden i forhold til den mindre dygtige spiller.

Jeg håber, at ovenstående har givet dig lidt inspiration til, at blive bedre til at gøre mere som den gode spiller. Opstillingen kan jo sagtens trænes inde, når golfbanerne evt. er lukket, så du er klar, når alt åbner igen.

Forrige artikelSousse har spektakulære golfbaner
Næste artikelOnsdagssneglen online #1: DGU’s coronakrise