To gange har den unge californier Kurt Kitayama vundet på DP World Tour, og siden han vendte ‘hjem’ til USA, har han flere gange været med fremme på PGA Tour – endnu uden at kunne vinde.

Måske kommer sejren i denne uge, på Pebble Beach og de andre baner på Monterey Peninsula. I hvert fald fører Kitayama i -9 efter anden runde – og han trodsede fint og tålmodigt både regn og kraftig blæst på berømte Pebble Beach fredag.

Fire spillere deler andenpladsen i -8, blandt dem Hank Lebioda, som lørdag kommer til at skrive et lille stykke PGA Tour-historie. Han skal spille Spyglass Hills (der spilles på tre forskellige baner i turneringen), og dermed bliver det hans 11. runde i træk på PGA Tour på en ny bane. Det skyldes, at Lebioda har misset fem cuts i træk, og at han har spillet på Bermuda (en bane), RSM Classic (to forskellige baner), The American Express (ligesom i denne uge spilles den på tre forskellige baner) og i sidste uge spillede han North og South Course på Torrey Pines inden han missede cuttet. Torsdag var han på Monterey Peninsula, i går Pebble Beach og altså lørdag på Spyglass Hills.

De store navne rykkede fredag lidt frem i stillingen. Den irske Ryder Cup-aspirant Seamus Power er blot to slag fra førstepladsen, og Viktor Hovland gik -4 og ligger på delt 11. plads side om side med bl.a. Justin Rose.

Foto: Getty Images

Forrige artikelRasmus H. i midtvejsføring
Næste artikelForskellen på alt og intet
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.