Bjergbaner er der nok af på Solkysten, men få er gennemtænkt. Zagaleta New Course er nu åben for gæster. Den ligger i den dyre ende, men fair og sjov bjerggolf koster. Ikke mindst er golf- og naturoplevelsen total på diskrete og eksklusive La Zagaleta.
Foto: Club de Campo Zagaleta
Allerede ved porten, flere kilometer fra klubhuset, mærker man eksklusivitet og seriøsitet. Venlige, bevæbnede vagter kigger os alle tre i øjnene og stemmer af med pasbillederne. De lægger en GPS-chip i forruden på bilen, og vi er klar til at dykke ned i eventyrdalen La Zagaleta.
Tæt natur på bjergskråningerne og kæmpevillaer i behørig afstand fra hinanden. Det er rammen om La Zagaletas 36 golfhuller, der også ligger i behørig afstand fra hinanden. Alt i den lette bjergluft peger på en golfkultur, der handler om diskretion, ro og eksklusivitet. Her lukker man ikke igennem, for det bliver aldrig aktuelt.
Udfordring og naturoplevelse
På køreturen fra porten ned tit det skønne klubhus ruller vi vinduerne ned, kigger op på villaerne og og snuser lidt til livet som mere end almindelig velhaver. Caddiemaster møder os på parkeringspladsen med seriøs og venlig mine. Han viser vej til de skinnende buggies med vores navne i forruden. Jeg lister ind i panorama-restauranten, hvor Tatiana Morató, golfdirektør på La Zagaleta og scratchspiller, vil fortælle om banen og klubben.
Både vores medlemmer og gæster siger, at det er en udfordrende bane. Og det er det også, siger Tatiana Morató.
Men her er ro. Du kan måske se rådyr på fairway på hul 5, og der er formentlig ingen spillere hverken foran eller bagved dig. Her spiller man i helt i eget tempo og nyder udsigterne. Så træder det måske lidt i baggrunden, hvis banen er svær.
Klippegrunde til salg
Vi sidder i den smukke restaurant, som fylder næsten hele klubhusets øverste etage. Wagyu-kød og galiciske luksusbøffer hænger i en grøn glasmontre. Der hænger også dyre vine fra gulv næsten helt op til det hvælvede loft, der er dekoreret med bast, og som leder tankerne hen på Indonesien.
Men det er nu mest vue over bjerglandskabet, der fanger min øjenkrog og gør mig edderspændt på spiloplevelsen derude.
Der er over 200 bebyggede grunde på de 900 hektar land, siger Morató og peger ud på det enorme område, hvor man hist og her ser ubebyggede grunde med diskrete til-salg-skilte boltet godt fast i klippestenene.
Men de fleste medlemmer er her kun sjældent. Så når de er her, forventer de at have banen for sig selv og spille golf uden at bestille starttid.
Åbner på klem
Indtil 2021 levede begge La Zagaleta-baner et diskret og tilbagetrukket liv blandt pragtvillaerne i det luftige bjerglandskab. Det liv lever Old-banen stadig. Men i 2021 begyndte man at byde greenfee-gæster velkommen på Zagaleta New Course. Men tro mod stedets ånd sker det kun i begrænset antal, med max. 48 udefra på en given dag, og kun 200 af årets dage.
Når vi nu åbner for gæster, er det ikke i første omgang for at tjene penge til klubben, siger Morató.
Vi vil gerne have, at folk lærer området bedre at kende og måske får lyst til at købe en ejendom her. Vi åbner vinduet, men kun lidt på klem for vores medlemmer finder det altafgørende med privatliv, og de vil ikke have mange mennesker udefra.
Bjergbaner – the dont’s
Og udefra, det er os. Tre danskere, der er vant til at spille den ene pandekageflade bane efter den anden. Så vi er spændte på en bjergbane, der koster det tredobbelte af de fleste bjergbaner på Solkysten. Netop derfor er vi også lidt på vagt. Man bliver klog af skade fra bjergbaner i området, der er pennestrøget i en håndevending, uden penge til at udjævne, hvor skoen viser sig at trykke, og vedligeholde skrænter og skråninger. På den slags baner tror du måske, at bolden er kommet til ro. Men pludselig ruller den helt uventet fra dig, 50 meter væk. Pludselig har et fint slag et dårligt resultat. Eller et skævt slag kommer tilbage på fairway, så sikkert som amen i kirken, fra begge sider, på det ene golfhul efter det andet. Rart for golfspillere, hvis de gerne vil pakkes ind i vat.
Bjergbane med indersiden af hovedet
Den slags slipper man for på La Zagaleta. Hvert eneste udslag en visuel spændetrøje, men det er en skøn og udfordrende én af slagsen. Du får måske en gave i ny og næ, i form af et gunstigt spring tilbage på fairway. Men, og det er afgørende, højst fra én af siderne. På de få huller, hvor man af pladshensyn har skrænter på begge sider, er der buskads til at fange din bold og straffe det skæve slag. I stedet for at belønne det, som man ser på alt for mange af de trælse bjergbaner.
På La Zagaleta skal fairway bare rammes, så man er i gang med hullet på en eller anden måde, klar til det eventyr, som hvert eneste slag bliver. Belønningen for at ramme fairway kommer omkring greens, hvor designerne Steve Marnoch og Jonathan Gaunt har givet overraskende meget plads. Lidt skæve slag til green holder bolden i spil, modsat fra tee. Det korte spil udfordres til gengæld på de store, lynhurtige, ekstremt jævne og eminent plejede greens.
Ydmyghed blandt villaslotte
Standardformuleringen ”kæmpevillaer langs golfbanen” kan ikke anvendes på La Zagaleta. Det er slotte, og hvert slot har nærmest sit eget golfhul at kigge ud på, så god afstand er der til naboen. Selv om de omgivelser ikke just lægger op til ydmyghed, er den din vigtigste medspiller på Zagaleta New Course.
Allerede på starthullet, et kort par 5, overvejer min indre kylling at spille ultrasikkert. Slå et 9-jern ned på nærmeste plateau, kom i gang med runden, bare på en eller anden måde, og udskyd hovedpinen til næste slag hen over en af banens mange dramatiske kløfter. Midtvejs er der lidt helle i venstre side af fairway, hvor lidt plads kan tage imod et konservativt andetslag. Det hele snævrer til op mod en aflang og hengemt green uden bunkers men med et altdominerende hængetræ tæt foran green.
Banen er kort og teknisk krævende. Her er på ingen måde lagt op til komfort. Den får du til gengæld fra skønheden i landskabet. Naturoplevelsen er en skøn blanding af ro fra brisen i bjergene og panoramiske udsigter, hvor man nemt ser for sig de historiske slag mellem maurere og spaniere for tusind eller flere år siden.
Magnetiske bunkers
De første 9 huller rummer hele paletten. Korte par 4-huller der enten går op eller ned, blinde slag til bølgende og lagdelte greens, der heldigvis har bagstopper midt på et sted og plads i siderne. Bunkers er små og få men ender alligevel med at suge bolde til sig, takket være veltænkte roll-off buler og hulninger.
Zagaleta New Course er en bane, der lægger op til hulspil. Den er af en eller anden grund ratet til at være nem, blot fordi den er kort. Banens par sniger sig op på 70. Det trækker nedad, at man af pladshensyn har ladet fire af de seks par 3-huller være alt for stejle. De er hurtigt glemt, medmindre man er til højdeforskelle, der får et 150 meter slag til at spille 95 meter i praksis. Til gengæld er hul 2 og 8 over henholdsvis sø og kløft fantastiske korthuller.
Hul 18 viser vej til panorama-restauranten
Undervejs bliver jeg flere gange draget af afslutningshullet, som man ser fra forskellige vinkler. Par 5-hullet ser fra afstand ud til at skråne alt for meget, til at det er sjovt og fair. Det viser sig, at min skepsis kommer fra de dårlige bjergbaner, jeg har spillet, med urimeligt meget rul, så alle pludselig tror de slår langt. På Zagaleta New Course har designerne tænkt plateauer ind undervejs og målt dem op til at stoppe bolden eller gelejde den ned i en fairwaybunker.
Slaget ind til sidste green er eventyrligt, med en kæmpe mur af en skrænt til venstre for green. Men den kan ikke bruges tankeløst som bande. Den er nemlig så stejl, at bolden ikke bare skydes ind på green i sikkerhed, men hen over den og ned i sandet højre om eller endnu værre kløften bag green.
Afslutningshullet viser sig at være genialt. Således opmuntret bestiller vi en steak fra montren, et glas vin fra reolen og følger det tidlige aftenlys changere hen over det vilde bjerglandskab. La Zagaleta er skøn natur og ikke mindst intelligent bjerggolf, som skal prøves.
