I Trust Forsikring Championship på Lyngbygaard GC sejrede Martin Leth Simonsen (billedet) for tredje gang i år på Nordic League, og han er dermed sikret kort til HotelPlannerTour med omgående virkning.

Han startede dagen som nr. 2 med 11 point, da man spillede stableford, et point efter Jesper Sandborg, som han naturligvis spillede i førerbold med. Først indhentede Simonsen svenskeren med birdie på hul 2, og på det følgende hul tog han spidsen, fordi svenskeren fik bogey. Føringen skiftede igen, da danskeren fik triple bogey og 0 p på hul 5, men dagens vigtigste hul blev formentlig hul 7, hvor Simonsen fik 3 p for en birdie, mens Sandborg fik 0 for en dobbeltbogey. En ny dansk birdie på 9 betød, at han vendte med tre points forskel.

En birdie på 15 øgede føringen, og endnu en på 18 sikrede en sikker sejr, selv om Sandborg sluttede stærkt med tre birdies i træk på 16-18.

Hjemmebanespilleren Bjørn La Cour Søborg rykkede frem på en delt tredjeplads med en runde, der bød på syv birdies, en enkelt bogey og resten par.

Slutstillingen i toppen blev: 1. Martin Leth Simonsen, Aalborg +14. 2. Jesper Sandborg, Sverige +12. 3. Bjørn La Cour Søborg, Lyngbygaard  og Anton Karlsson, Sverige +11. 5. Oliver Hundebøll, Silkeborg +10.

Yderligere tre danskere kom i top-10: 9. Kasper Nyland +8. 10. Jens Kristian Thysted, Smørum og Jamie Tofte Nielsen, Søllerød.

På Road to Europa er Simonsen meget klart i spidsen, men derefter skal man ned til nr. 16 for at finde den næste danske spiller, Kasper Nyland.

Næste turnering er Samsø Festival Pro-Am by United Tickets 3-5. juni.

 

Forrige artikelLucas Bjerregaard nr. 3, Sofie Kibsgaard nr. 7, Leth Simonsen nr. 2, uha på Challenge Tour
Næste artikelForrygende comeback til Nicole Broch Estrup – oversigt over ugens turneringer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.