Onsdag blev det bekendtgjort, at 48-årige Luke Donald (billedet/ Getty) tager en tredje omgang som kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold, når 100-året for den første match bliver spillet på Adare Manor i Limerick, Irland.
Kun få har været kaptajn tre gange, og Donald har en rekord at gå efter. Ingen af dem, der har været kaptajn op til fem gange, har nogensinde vundet Ryder Cup tre gange i træk. Dai Rees var kaptajn fem gange, Tony Jacklin fire og Bernard Gallacher tre, men uden at vinde tre gange i træk. Det samme gælder på den amerikanske side Walter Hagen fire og Ben Hogan tre gange.
Det har krævet store overvejelser at tage en tredje tørn, men Donald mener, at golfhistorie er en vigtig ting, så nu prøver han at skrive endnu et kapitel, og samtidig er de irske arrangører og det irske publikum enestående.
Nu venter vi spændt på, hvem der bliver vicekaptajner. Gik det kun efter kvalifikationer, ville Thomas Bjørn være selvskreven, men nu har han så godt gang i karrieren på Champions Tour, at han måske lige skal overveje en ekstra gang.
































