For et år siden spiste Rory McIlroy (billedet/ Getty) sin middag tirsdag aften før Masters i klubhuset, hvor han kunne høre deltagerne i Champions Dinner først få cocktails og siden spise, uden at han kunne være med. Han manglede jo Masters i sin karriere Grand Slam.

I år kunne han selv være med, og som vinder af Masters 2025 havde han ovenikøbet valgt menuen. Mange bebrejdede ham, at den ikke var mere irsk inspireret, men det skyldes, spøgte han, at han gerne selv ville kunne lide den. Menuen så således ud og menes at have kostet McIlroy ca. 13.000 $ til de 33 fremmødte af 35 nulevende Masters-vindere (Tiger Woods og Phil Mickelson manglede):

Entreer:

Dadler med gedeost i baconsvøb (som McIlroys mor Rosa lavede dem)

Små grillede elgsdyrburgere (McIlroys foretrukne ret var elgsdyr op til Masters 2025, men han vovede trods alt ikke at servere dem som hovedret)

Fladbrød med fersken og ost (vegetarisk, formentlig bare til Gary Player, mente McIlroy)

Første hovedret:

Carpaccio af gulfinnet tun (en ret, som McIlroy elsker at spise på Le Barnardin i New York)

Anden hovedret:

Valg mellem Wagyo Filet Mignon og stegt laks. Wagyo er det japanske ord for ko. Som tilbehør kunne man bl.a. få Irish Champ, der består af kartoffelmos tilsat forskellige krydderier og grøntsager

Dessert:

Klæbrig karamelbudding (som alle formentlig vil elske, sagde McIlroy)

Mon ikke denne menu har behaget alle tilstedeværende?

Forrige artikelTil Rasmus – fra Danmark
Næste artikelDe tre danskere spiller alle med tidligere vindere af Masters
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.