Ni spillere har i Ryder Cups historie scoret mere end 20 point, og lidt overraskende er kun to amerikanere. Det skyldes, at den amerikanske top er bredere, så udskiftningen af spillere er mere almindelig, og desuden er de bedste amerikanske spillere ikke så gode i Ryder Cup, som de formentlig burde være.
Top-10 ser således ud:
1. Sergia Garcia 28½ (45 matcher) 63,3% (billedet/ Getty)
2. Bernhard Langer 24 (42) 57,1%
3. Lee Westwood 24 (47) 51,1%
4. Colin Montgomerie 23,5 (36) 65,3%
5. Seve Ballesteros 22,5 (37) 60,8%
6. Nick Faldo 22 (43) 51,2%
7. Rory McIlroy 21,5 (38) 56,6%
8. Phil Mickelson 21,5 (47) 45,7%
9. José Maria Olazábal 20,5 (31) 66,1%
10. Lanny Wadkins 18,5 (31) 59,7 %
Som nr. 11 følger Justin Rose med 17,5 (29) og scoringsprocent 60,3%.
— o0o —
Feltet er overraskende stærkt i Alfred Dunhill Links Championship på DP World Tour med dels en stribe Ryder Cup-stjerner, dels en række spillere fra LIV, blandt dem Frederik Kjettrup. Fra Ryder Cup vil vi se Tommy Fleetwood, Matt Fitzgerald, Tyrell Hatton og Robert MacIntyre. Fra Liv Bubba Watson, Dustin Johnson og Brooks Koepka. Desuden formstærke spillere som Kristoffer Reitan, Marco Penge, Aldrich Potgieter og Elvis Smylie m.fl.
Foruden Kjettrup er der fem danske spillere i feltet: Jacob Skov Olesen, Jeff Winther, Rasmus Neergaard-Petersen, Lucas Bjerregaard og Hamish Brown.
På PGA skal man i Sanderson Farms Championship spille om at nå frem i top-100 for at få eller forny sit PGA-kort for 2026. Her deltager tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard. Fire spillere i feltet er allerede kvalificeret: Jacob Bridgeman, Akshay Bhatia, Tom Hoge og Sam Stevens.
På ECCO Tour spilles TrustForsikring Championship på Lyngbygaard med stablefordscoring, og der er Q-school til Nordic Leage flere steder. De danske deltagere spiller i Greve.
De bedste kvindelige amatører spiller Espirito Santo, VM individuelt og for hold, i Singapore. Danmark repræsenteres af Emma Bunch, Marie Elene Madsen og Benedicte Brent-Petersen, og det ligner et hold, der vil kunne spille med i toppen.
Smørums danske mestre spiller Europa Cup for nationale mestre i Slovakiet. Professionelle kan ikke være med, og derfor stiller Smørum op med Cecilie B S Nielsen, Christina Jacobsen og Alvilda Wiberg. Traditionelt er Smørum medaljekandidat, men ser vi efter spillernes personlige handikap, er det tyske hold fra St. Leon Rot favorit.
































