Efter første runde af Rolex Challenge Tour Grand Final på den attraktive Al Canada-bane ligger Rasmus Neergaard-Petersen, der på Gettys billede slår ud på hul 17 med det smukke fyrtårn bag sig, nr. 2 i -9 efter en runde i opvisningsstil. Bedst illustreret af, at da han i -7 nåede til et par-5-hul, mente den engelske tv-kommentator, at han med sikkerhed ville få en eagle og komme til -9.

Han nøjedes dog med en birdie, og da en god birdiechance på 18 ikke rullede i, måtte han nøjes med -9 på en andenplads efter det kæmpestore spanske, 20-årige talent Angel Ayora. Norske Kristoffer Reitan er nr. 3 i -7 og Nicolai Kristensen delt nr. 4 i -6. Jonathan Gøth-Rasmussen var tidligt ude og lå nr. 2 i -5, da han kom i klubhuset. Det var på det tidspunkt nok til en virtuel plads i top-20 på Road to Mallorca, men i dagens løb rutsjede han ned som nr. 8 i -5 og nr. 29 virtuelt.

Hamish Brown spillede en solid runde, men havde marginalerne imod sig. Han ligger nr. 18 i -2. Når han slog en skævert, fik han ikke rigtig sagt ‘fore’. Det gjorde til gengæld Neergaard-Petersen, hvis ‘fore’ man formentlig kunne høre over hele Mallorca.

Lucas Bjerregaard lå i +3 efter få huller, fordi han indkasserede en snemand, men på bag-9 spillede han sig frfem til par, og virtuelt er han nr. 21 på Road to Mallorca og dermed stadig inde i varmen til kort til DP World Tour.

Det var ikke John Axelsens dag. Han ligger nr. 45 i +5

På Q-school ved vi nu, hvor mange der fortsætter fra hver semifinale. Det er 22 på Desert Springs, hvor Anders Emil Ejlersen er nr. 10 i -5, Christian Jacobsen nr. 23 i -3 og Jeppe Kristian nr. 33 i -2. Uhyggelig jævnbyrdigt.

23 går videre fra Isla Canela, og nu er regnen nået dertil, for med 12 spillere tilbage på banen, blev spillet afbrudt pga. en oversvømmet bane. Der opdateres kun, når en spiller er i klubhuset, så der kan ske en del ændringer i disse placeringer: 4. Alexander George Frances -4, to slag efter de førende. 25. Jacob Skov Olesen -1. Han startede med +3 for 5 huller og sluttede med en bogey, så det var egentlig godt kæmpet. Peter Launer Bæk er nr. 43 i +1, August Thor Høst og Mathias Gladbjerg br. 59 i +4 og Oliver Suhr nr. 65 i +5.

Der er også 23 pladser på Golf las Pinaillas, hvor Christoffer Bring er nr. 5 i -4, Jens Kristian Thysted nr. 14 i -3, Martin Leth Simonsen nr. 40 i par, Morten Ørum Madsen nr. 50 i +1, Jamie Tofte Nielsen og Frederik Birkelund nr. 59 i +2.

Endelig er Søren Broholt Lind nr. 5 i -5 og Jacob Agerschou nr.37 i -1 på Fontalas GC, hvor der er 22 pladser at kæmpe om.

I Aramco Series Riyadh er Nicole Estrup og Smilla Tarning Sønderby delt nr. 17 i -3, mens Nanna Koerstz Madsen i -2 er nr. 34 i Toto Japan Classic.

 

Forrige artikelFinalen på Challenge Tour og andre vigtige turneringer i denne uge
Næste artikelDejlig dansk fredag på mange steder
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.