Stiklestad Golfklubb er et chok af naturskønhed, banekvalitet og service med sine kun fire ansatte og en udsat beliggenhed 120 km nord for Trondheim tæt på Polarcirklen, som på trods af Golfstrømmen burde gøre det umuligt at lave en sådan kvalitetsbane.

Udsigter
Har man god tid, kan man indlede med at gå gennem træerne ned til green på 18. Her er en perfekt udsigt over golfbanen og Trondheim Fjord, der næsten tager vejret fra en, og man kan se, at den vil komme igen jævnligt med nye vinkler.

Stiklestad: Udsigt fra 18. green


Beskedenhed og stolthed

– At Stiklestad i flere afstemninger er blevet kåret som Norges bedste bane, er muligvis ikke helt retfærdigt, men vi er helt sikkert blandt de bedste. Jeg tror, at mange får et chok, når de kommer her og opdager, at banen er meget bedre, end de troede det muligt, siger den daglige leder Petter Hagström og hans assistent Ketil beskedent og næsten i kor.

Stiklestad – Kjetil og Petter

– Det er der to grunde til. For det første ligger banen, så den har gunstige vækstforhold, så den giver sig sidst under dårlige forhold, fx den ekstreme forårstørke i 2020, og for det andet bliver den passet og plejet forbilledligt med masser af frivilligt arbejde. Pensionister klipper fx banen under grundig overvågelse af greenkeeperne.

 – Vores fortrin er beliggenhed, hygge og service i en fin totaloplevelse. Hyggen findes bl.a. i cafeen, hvor man kan få en kop kaffe med kager og/eller baguetter. Når coronaen er ovre, kommer friskbagte vafler og pølser tilbage.

– Servicen ligger i hurtig og venlig betjening med et miljø og en atmosfære, hvor vores medlemmer ikke blot tager sig godt af begynderne, men også inddrager greenfeegæster. Mange af dem handler i øvrigt i vores proshop, der omsætter for mere end 1 mio. om året.
En klub i fremgang

Klubben har i de senere år sat medlemstallet op fra 484 til 630, og ikke mindst har man nu en blomstrende ungdomsafdeling på mere end 55, af hvilke ca. 70% er piger. Den er der ikke mange klubber noget som helst sted, der kan stikke.

 Greenfeegæster
Klubben har i løbet af sæsonens seks måneder ca. 3500 greenfeegæster, heraf ca. 600 fra Sverige. De modtages i det lækre klubhus, benytter driving Range, putting green og indspilsområder, der alle er forbilledlige, og går ud på banen, der har fire udslagssteder med navn efter den samlede længde på fra 4416 til 5905 m. En stor del af banen er vindfølsom, og det gør det især svært på bag-9, hvor der er mange retningsændringer.
Man kan spille med i samtlige turneringer, som klubben arrangerer, mod betaling af indskud og normalt greenfee.

Banen

Banen er semikuperet, og der er stor forskel på de to sløjfer. De første ni huller er kortere og mere ligeud end de sidste ni, der har en del dogleghuller og er noget længere. Pudsigt nok får højhandikapperne flest point på for-9, mens lavhandikapperne holder mest af bag-9.

Stiklestad – signaturhullet 4

Signaturhullet 4 har dagens smukkeste udsigt; det sværeste er hul 6 par 4 på 399-484 m med smalt og blindt udslag og vand i højre foran green. Nogen vil dog holde på det 419-525 m lange 12. hul dogleg venstre, hvor der er out-of-bounds i højre hele vejen og meget smal fairway på de sidste 100 m til green. På mange huller skal man undgå enkeltstående træer, og roughen er ganske saftig. Den er dog indskrænket i de seneste år, så man sjældnere skal ud og lede efter sin bold.
Jeremy Turner

Få har evnen til at skabe golfbaner i klippeområder som Stiklestads designer Jeremy Turner, der har designet mere end 40 golfbaner i otte lande, men af dem ligger de 13 i Sverige og de 21 i Norge. Netop i klippeområder er det særlig svært at lægge golfbaner, fordi man ikke kan tilpasse naturen ved at fjerne sand – man skal sprænge klipper.

Turners ideal er at tage maksimalt hensyn til landskabets linjer og særpræg samt et områdes historie og kulturelle særpræg. Når det gjaldt Stillestad skulle der foruden halvøen Trones med den smukke gård af samme navn også tages hensyn til flora og fauna.

Med i betragtning var desuden, at de lokale myndigheder ønskede, at der skulle være et system af stier mellem lokale mindesmærker og særligt spændende naturattraktioner, og det skulle lægges ved og hen over golfbanen på en måde, så det var ufarligt at færdes på dem samtidig med, at man kunne nyde golfbanen og spillet på den.

– De krav gjorde det ekstra spændende at skabe Stiklestad, som er et af mine hjertebørn,
fortæller Turner.

Denne artikels indhold er sponsoreret

DEL
Forrige artikelWGC: Rory fik store prygl
Næste artikelGolfbladet – Marts 2021
Avatar
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.