Små slag-tællere i plastik går let i stykker eller bliver væk. Det fik softwareudvikler og golfspiller Simon Støvring til at skabe Stroke Counter – en enkel Apple Watch-app, der hjælper spillere med at holde styr på slagene direkte fra håndleddet.

Små slag-tællere i plastik er for mange en fast del af udstyret på golfbanen. De bruges til at holde styr på slag under runden, men har også den ulempe, at de nemt går i stykker eller bliver væk. Den erfaring gjorde softwareudvikler Simon Støvring sig også, da han startede til golf sidste sæson.

– Jeg købte en slag-tæller i plastik, da jeg startede sidste år, men den gik i stykker allerede på første runde. I løbet af sæsonen endte jeg med at købe flere forskellige, og jeg hørte også fra andre i klubben, at de havde haft samme oplevelse, siger han.

“Det handler om at slippe for en ekstra dims og i stedet bruge noget, mange allerede har på håndleddet.”

Det blev udgangspunktet for appen Stroke Counter til Apple Watch, som fungerer som et digitalt alternativ til de fysiske tællere og gør det muligt at registrere slag direkte fra håndleddet.

Appen blev udviklet og testet på banen i Markusminde Golf Club i løbet af sidste sæson, hvor Simon Støvring selv begyndte at spille golf. Den udgives nu i takt med, at en ny golfsæson er i gang.

Stroke Counter er holdt bevidst enkel og giver mulighed for at registrere slag med et enkelt tryk, holde styr på én eller to spillere samt nulstille tælleren mellem huller.

Samtidig rummer appen flere tilpasningsmuligheder, hvor spillere kan navngives og farvekodes for bedre overblik, og hvor tælleren enten kan køre i et fast interval fra 0 til 9 eller fortsætte uendeligt. Den fungerer direkte på Apple Watch uden brug af telefon og kan tilføjes som komplikation på urskiven, så den er let tilgængelig på uret.

Appen koster 39 kr. som engangsbetaling, hvilket svarer nogenlunde til prisen på en fysisk slag-tæller – med den forskel, at den ikke er plastik, som går i stykker eller bliver væk, og derfor ikke ender som affald på samme måde.

Formålet med appen er ikke at erstatte scorekort eller avancerede golfapps, men at tilbyde et enkelt alternativ til de fysiske tællere.

– Det handler om at slippe for en ekstra dims og i stedet bruge noget, mange allerede har på håndleddet, siger han.

Stroke Counter er tilgængelig i App Store.

Læs mere og hent appen på: https://strokecounter.app

Forrige artikelRasmus Højgaard blev nr. 4 trods marginaler imod – Michael Thorbjørnsens første sejr
Næste artikelFrivillige hænder løfter Randers Fjord Golfklub: Klar til populær golfuge
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Golfbladet.com. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om golf i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@golfbladet.com. Anders er også freelance digital konsulent.