Den anden af tre ECCO Tour turneringer på Sand Valley Resort i Polen blev afgjort i et omspil, hvor det føltes retfærdigt, at skotten Eric McIntosh, der havde ført fra start til mål, vandt på første hul mod svenskeren Oliver Gillberg, efter at de begge var sluttet i -15. McIntosh gik sine tre runder i 63, 65 og 67 slag, mens Gillberg indhentede ham med en sidste runde i -6.
Bedste dansker blev igen Martin Leth-Simonsen (billedet/ Getty), der lå i par for dagen, til han fik tre birdies på hullerne 14-17, to af dem par-3. Han sluttede som nr. 3 i -11, mens Jeppe Kristian, the Scandinavian med en bogeyfri runde i -7 kom frem som nr. 4, delt med svenskeren Rasmus Holmberg i -10.
Danskerne dominerede ikke turneringen. Som de næste fulgte Mads Røddik, Great Northern, Emil Tingsted Blum, Dragør og Sebastian Friedrichsen, The Scandinavian som delt nr. 14 i -4.
Cecilie Leth-Nissen førte MADAËF Golf Ladies Open på LET ACCESS Tour før sidste runde, men en tredobbelt bogey på hul 4 bragte konkurrenterne ind i billedet. Hun lå stadig på delt førsteplads, før hun fik bogeys på 15 og 17 og sluttede som nr. 3 i -5. Det blev til schweizisk dobbeltsejr: 1. Caroline Sturzda -7 og Natalie Armbruster -6 (ikke at forveksle med den tyske Nordisk Kombineret skiløber).
Natacha Høst Husted blev nr. 43 i +8.
Amatøren Benedicte Bent-Petersen er fint fra start som nr. 4 i par i Copa Sotogrande. Også Sarah Skovgaard Bils ligger godt som nr. 10 i +2, mens Cecilie Eggersen er nr. 18 i +3. Hos mændene ligger Mads Heller nr. 6 i -2. Turneringen går over fire runder slagspil.
































