Søndag faldt alle afgørelser i Danmarksturneringens elitedivisioner, så vi nu kender sammensætningen af samtlige semifinaler.
En tæt afgørelse faldt i damernes østgruppe, hvor Hillerød ved at besejre Køge 9-3 lørdag kunne håbe på, at Smørum, der havde maksimumpoint, også ville vinde den sidste match mod Køge. Det kunne sende Hillerød i slutspillet, men Køge vandt begge foursomes 2-1 og havde derefter marginalerne med sig i singlerne, hvor de vandt tre matcher, der gik til 18. hul, med 4-2 og kampen 10-2.
Dermed blev Køge nr. 2 efter Smørum, et point foran Hillerød, mens Kokkedal rykker ned.
Selv uden Marie Elene Madsen vandt Viborg begge sine to matcher i weekenden og fik som det eneste hold i elitedivisionerne maksimum 12 p. Søndag vandt holdet 8-4 i Odense, som rykker ud, mens Vejle følger med Viborg til semifinalerne, der ser således ud: Smørum – Vejle. Viborg – Køge.
Hos herrerne sluttede såvel Esbjerg som Odder med 8 mp efter sejre hhv. over Gyttegård 12-6 og over Silkeborg 15-3 i en kamp, hvor Emil Elkjær (billedet/ Jesper Vinzents) vandt to sikre sejre for Odder. Esbjerg og Odder havde vundet 11-7 hjemme over konkurrenten, så førstepladsen blev afgjort af det samlede kampregnskab, hvor Esbjerg havde 66-42 og Odder 64-44. Gyttegård rykker ud.
Great Northern havde vundet østpuljen allerede før sidste runde, men det kan have psykologisk betydning, at de tabte kampen mod de regerende danske mestre fra Smørum 4-14 på hjemmebane. Søllerød rykker ned trods sejr 11-7 over Næstved i sidste runde.
Semifinalerne hos herrerne hedder Great Northern – Odder og Esbjerg – Smørum.






























