Så er der sat navn på de resterende danske spillere, der skal deltage i Great Northern Championship. Der er kommet fem danskere til, og det er:
Anders Emil Ejlersen
John Axelsen
Jacob Worm Agerschou (billedet)
Christian Jacobsen
August Thor Høst
De to sidstnævnte er medlemmer i Great Northern og vandt for et par uger siden Max Matthiessen Team Trophy på ECCO Tour og vil givetvis blive fulgt særligt af det lokale publikum.
Christian Jacobsen havde måske håbet, men ikke troet, på at komme med i turneringen, så han er meget glad: – Det kom helt uventet, og jeg glæder mig til at spille, forhåbentlig med stor publikumsstøtte.
– Jeg har ingen specielle forventninger ud over, at have det sjovt og spille med i en turnering i Danmark på det plan. Jeg håber naturligvis at klare cuttet – ellers ville jeg slet ikke stille op – og kommer det til at blæse, tror jeg, at det er til min fordel, for jeg kan godt lide at spille i blæsevejr.
Christian Jacobsen har vundet to gange på lavere niveau. Den mest imponerende sejr var i OnTee Grand Prix på den svenske klub Laholm. Her gik han sidste runde i -7 og passerede alt og alle.





























