Jacob Skov Olesen spillede sidste runde i førerbold med Patrick Reed. Han startede to slag bag amerikaneren, og allerede efter to huller delte de føringen, efter at danskeren havde fået en birdie og Reed en bogey.

På 3 og igen på 5 fik Olesen imidlertid bogeys, da han missede to halvlange putts, og resten af runden drejede det sig om at tilkæmpe sig anden- eller tredjepladsen. Det var svært at forudsige, fordi der er birdiechance på så mange huller på bag-9, men  til slut fik Olesen et langt birdieputt på 18 for at dele andenpladsen. Ikke overraskende faldt bolden ikke i, men han kunne slutte af med den par, der gav ham en delt tredjeplads i denne slutstilling i toppen:

1. Patrick Reed, USA -16. 2. Calum Hill, Skotland -14. 3. Jacob Skov Olesen og Johannes Veerman, USA -13. 5. Angel Ayora, Spanien, Dan Bradbury, England og svenskerne Oliver Lindell samt Sebastian Söderberg -12.

På Gettys billede siger Reed (th) og Skov Olesen tak for spillet på 18. green.

Det var tydeligt at se på Olesen, at han havde nerver på ind imellem, og hans placering er meget tilfredsstillende. På Race2Dubai rykker han 51 pladser frem og ligger nu nr. 26. På Verdensranglisten ligger han nu nr. 156.

Niklas Nørgaard gik med birdies på 16 og 18 en fjerde runde i -1, så han sluttede som nr. 36 i -4.

Der er stadig spillere på banen i Circa Cape Town Open, men der ændres næppe på, at Hamish Brown ligger nr. 22 i -7 efter en nydelig slutrunde i -4.

Forrige artikelNicolai Højgaard frem som nr. 2 og går i førerbold søndag
Næste artikelGotterup vandt omspil mod Matsuyama – Nicolai Højgaard fightede forbilledligt
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.