To danskere sluttede som nr. 3 i deres respektive turneringer i dag. Mens det var Jacob Skov Olesens hidtil bedste placering på DP World Tour, var det en skuffelse for Jeppe Kristian, der førte Irish Challenge på HotelPlanner Tour før sidste runde, som han gik i +5.

Skotten Grant Forrest vandt meget sikkert på hjemmebane. Han havde råd til at spille sidste hul råddent og alligevel slutte i -8, fire slag foran englænderen Joe Dean. Det var Forrests anden sejr, og den var flot og fortjent.

Jacob Skov Olesen (billedet/ Getty) sluttede en runde i par med to bogeys, men nordmanden Kristoffer Reitan havde en skidt dag, og da han sluttede af med et brændt birdieputt, endte han, Olesen og John Parry som delt nr. 3 i -3. Hamish Brown rykkede 28 placeringer fremad med en sidste runde i -2. Han blev nr. 31 i +5.

I Irish Challenge sejrede Oihan Guillamoundeguy, Frankrig i -11 foran Ronan Klen, Schweiz -8 og Jeppe Kristian -7. På Road to Mallorca rykkede Kristian frem som nr. 59, en fremgang på 59 pladser.

Gustav Frimodt udnyttede sit wild card fint som nr. 5 i -5, mens de øvrige danske spillere, som fik finalerunderne med, sluttede således: 29. John Axelsen og Victor Sidal Svendsen +1. 43. Martin Leth Simonsen +3. 50. Peter Launer Bæk +4. 71. Christoffer Bring +7.

På LET vandt Laura Fünfstück, Tyskland i -10 foran Daniela Darquea, Ecuador -9 og Anne van Dam, Holland -8. En overgang var 11 spillere delt nr. 1 i -7.

Emily Pedersen blev nr. 19 i -3 efter tre runder i -1, mens Natacha Høst Husted blev nr. 49 i +3.

Forrige artikelMange afgørelser i Danmarksturneringen faldt lørdag
Næste artikelOtte hold klar til DM-slutspil
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.