Uha, det blev en voldsom moving day i Slinc.io Dubai Desert Classic, hvor næsten alle spillere på et eller andet tidspunkt var i dybe problemer og skulle kæmpe for at holde sammen på spil og scores.

Rasmus Højgaard blev dagens bedste dansker med en runde i 70 slag (-2). Han er også 2 under totalt, og dermed bedste dansker på 33. plads. Alle andre danskere var over par, nogle endda rigtigt mange over.

Værst var det for Joachim B. Hansen, som i tredjesidste bold og i selskab med publikumsfavoritten, Rory McIlroy, oplevede en reel nedsmeltning. Hverken driver eller putter makkede ret på en sort dag i ørkenen, og så er Emirates GC pludselig en meget svær bane. Det startede bestemt ok med birdie på 2. hul, men Joachim blev ved med at misse fairways, og da puttene ikke faldt i, blev det pludselig til bogeys på 5., 7. og 8. Og så røg kæden af. Han slog i vandet på 9. hul efter at have taget et drop, og så løb det op i en snemand – firedobbelt bogey! Runden endte med at blive en 81’er og Joachim dumpede 54 pladser tilbage i feltet. Øv!

Søren Kjeldsen indrømmede at det var ’hamrende svært’ i dag, og var ok tilfreds med at være 2 over – han er på delt 45. plads, mens Thomas Bjørn (+1) og Thorbjørn Olesen (+2) deler 59. pladsen med Joachim i +2 og får søndagen med.

Det var nemlig nødvendigt med et ekstra cut for de 72 bedste og lige, og det faldt Lucas Bjerregaard for med en runde i 79.

Rory på jagt

Justin Harding blev hurtigt indhentet i toppen af Tyrrell Hatton og på et tidspunkt også af Lee Westwood, men han holdt sammen på spillet og da de andre i toppen alle fik problemer – Westwood bl.a. med en triplebogey på 18. hul, og Hatton med dobbeltbogey på 15. – ja, så fører sydafrikaneren med to slag inden finalerunden. Han er 12 under par.

De svære forhold betød at Bernd Wiesbergers 69 og Tommy Fleetwoods tilsvarende 69’er bragte dem i spil søndag, McIlroy trykkede også på (69) og kom op på andenpladsen, og den forsvarende mester Paul Casey (70) holdt sig inde i kampen.

Stillingen inden finalen: Harding -12, McIlroy -10, Fleetwood og van Rooyen -9, Wiesberger, Casey, Bland, Meronk, Zanotti og Hatton -8.

Foto: Getty Images

Forrige artikelUSA: Nanna misser cuttet – Stjerneskud skyder sig til tops
Næste artikelI PGA-turnering nr. 206 lykkedes det for Luke List
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.