Den nygifte Jacob Bridgeman førte Genesis Invitational med seks slag før sidste runde, og da han fik birdies på to af sine tre første huller, var forspringet vokset til syv.
Selv om han påstod, at han spillede lige så godt som de tre første dage, men hans putts faldt bare ikke i, var han tydeligt præget af nerver, ikke mindst på de afsluttende huller, hvor han fik meget ubehagelige bunkerslag. Han var lidt heldig med, at Rory McIlroy havde flere lige så løse slag og en række putts, der lige præcis var for korte, så han til slut havde et putt på næsten to slag for sejr. Et hårdt pres, men han havde ingen problemer, og så fik hans kone Haley et stort kram og et varmt kys. 26-årige Bridgeman havde vundet sin første PGA-turnering som den første siden 2015, der blev førstegangsvinder af Tiger Woods’ turnering, Genesis Invitational.
Tiger stod ved hul 18, og det gjorde næsten Bridgeman allermest nervøst, men han udtalte, at han nu havde vundet sin første million dollars. og at han håbede at gøre Woods’ indtjening efter i de kommende år. På Gettys billede ser vi Bridgeman sammen med de to vigtigste personer for ham i minutterne efter turneringen: Tiger Woods og Haley.
Slutstillingen i toppen blev: 1. Jacob Bridgeman -18. 2. Rory McIlroy og Kurt Kitayama -17. 4. Adam Scott -16 med en imponerende sidste runde i -8. 5. Aldrich Potgieter -15. 6. Jake Knapp -13.
Scottie Scheffler gik sidste runde i -6 og nåede frem som nr. 12 i -11 efter at have ligget som nr. sjok gennem det meste af første runde i +5.
Med sejren gik Bridgeman til tops på FedEx Cup, omend blot 3 point foran Chris Gotterup og med Scottie Scheffler som nr. 3.
I den kommende uge flytter PGA fra the West Coast Swing til the Florida Swing, hvor den første turnering er Cognizant Classic i Palm Beach Garden. Her kan vi glæde os over deltagelse af alle fire danskere med PGA-kort: Nicolai og Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen.

































