Kunde & Co’s årlige Pro-Am blev en herlig pay-day for Nicolai Kristensen, en første stor triumf for nyprofessionelle August Thor Høst – og Dronningsens Ærespræmie på 50.000 kr. gik til en anden nyprofessionel, Christoffer Bring

Da Jesper Kunde fostrede ideen om Pro-Am-turneringen The Hurdle for år tilbage, havde han tre formål: Han ville lave en skøn dag for en mængde golfinteresserede, der kunne fryde sig over at spille med professionelle forbilleder; samtidig skulle de professionelle være unge på vej frem, der ofte mangler penge til at holde karrieren gående. Endelig bestemte han, at dagens største præmie, 75.000 kr., skulle gå til den pro, hvis hold vandt, mens der ’kun’ var 50.000 kr. til vinderen af pro’ernes konkurrence. Dermed var der sikkerhed for, at pro’erne gjorde sig mest muligt umage med at gøre dagen uforglemmelig for amatørerne.
Det hele blev opfyldt, da The Hurdle vendte tilbage efter et års coronopause.

Perfekt golfdag
Vejret var godt, og fra morgenstunden var temperaturen behagelig, da der var storslået morgenbuffet for de 26 hold i Søllerød GKs restaurant.
Her lærte de 26 professionelle deres hold at kende, hvis de ikke allerede kendte dem fra tidligere, for de største sponsorer får lov at vælge deres pro’er først, og mange af dem er gode venner i forvejen.

De professionelle
Ansvaret for at invitere pro’erne har Peter Ankersø, der selv var pro en overgang og stadig har handicap +3,6. Han røgter sit hverv forbilledligt.
Således havde han sørget for, at der ikke kun var en ung fra European Tour, Benjamin Poke, unge fremstormende fra Challenge Tour og ECCO Tour som Marcus Helligkilde, Niklas Nørgaard Møller, Nicolai Kristensen, John Axelsen, Peter Launer Bæk, Nicolai Tinning, Sebastian Wiis etc. men også spillere, som kort tid forinden var turnet pro, som Christoffer Bring, EM-vinder for amatører såvel individuelt som for hold, og August Thor Høst, der ligeledes var på holdet, der vandt EM-guld.

Banen
Forholdene var knap så lette som normalt. Dage med regn havde gjort det umuligt at skære roughen ned til normal længde, og desuden var greens så lynhurtige, at de næsten virkede som glas. Stimpmeteret viste mere end 11, så det var hastighed som på European Tour.
Teesteder og fairways var lækre, og det var også attraktionerne på nogle af hullerne. Ved hul 16 bød Social Foodies på bæredygtig is, og ved green på hul 12 stod en barrister og serverede den slags kaffe, hver enkelt foretrak, hvis de da ikke ville have chokolade i stedet.

Dronningens knus

Det var også her, Dronning Helle Kunde stod for at belønne alle, der fik birdie eller bedre, med et stort knus og adgang til en afsluttende shoot-out om 50.000 kr. – Dronningens Ærespræmie.
I andre år har der været op til 14-15 deltagere i den, men med let modvind varede det i år længe, før der gik hul på bylden, så der til slut trods alt var ti klar til den shoot-out, der altid er dagens sidste programpunkt.

Oliver Suhr får knus af Dronning Kunde for sin birdie

Præmieoverrækkelse
Efter spillet var der frokostbuffet med udsøgte vine, før Jesper Kunde ledsagede præmieoverrækkelsen med festlige kommentarer.
Nicolai Kristensen fik de 75.000 kr. for at coache det vindende hold. Samlet kunne han tage hjem med 101.333 kr. August Thor Høst vandt turneringen i -8, et slag bedre end Martin Leth Simonsen, Nicolai Kristensen og Peter Launer Bæk -7, mens Nicolai Tinning, Lasse Jensen og John Axelsen sluttede i -6.

Shoot-out
Den afsluttende shoot-out blev vundet af Christoffer Bring, som i alt kunne tage hjem med 62.667 kr., så man kan roligt sige, at de nyeste professionelle tog godt for sig og er sendt godt af sted på deres videre karriere.
Alle andre tog også glade hjem og glæder sig allerede til den 16. udgave af The Hurdle i 2022.

Forrige artikelGang i rejsefeberen igen
Næste artikelFire klarede ET-cuts – Helligkildes bedrift – Emily Pedersen ligger godt i New York
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.