De spiller endnu i St. Andrews. Og det bliver det ved med nærmest til solen går ned. For ikke alene går alle ud fra 1. tee, hvilket giver en sidste teetime kl 17.16 dansk tid – men spillet er også ekstremt langsomt.

Nicolai Højgaards første runde i dag tog fem timer og 43 minutter. Og det vel at mærke i perfekte vejrforhold. Det er bare for lang tid, og hvor vidunderligt et mesterskab The Open end er, så er det decideret dårlig reklame for golfsporten, at det tager så lang tid…

De dybe bunkers, og skæve lejer er én af årsagerne til at det tager tid. Viktor Hovland, som bestemt ikke er en langsom spiller, var adskillige minutter om at finde ud hvordan han skulle komme ud af et frygteligt bunkerleje på for9, og den notorisk langsomme Bryson DeChambeau var tidsvarende lang tid og at beslutte sig for hvordan han skulle slå sit andetslag på par5-hullet 5. fra et kraftigt skrånende leje i let rough. Taget i betragtning, at der er en dommer med hver bold, er det utroligt at der ikke bliver skredet ind.

Føring med 64’er

Et er tempoet. Noget andet er niveauet af spillet, og det er tårnhøjt. Cameron Young fra USA leverede en fejlfri 64’er, Rory Mcllroy levede flot op til sin favoritværdighed med en 66’er, der placerer ham på andenpladsen. En anden favorit, Cameron Smith, gik 67 (-5) og er på tredjepladsen. Otte spillere er i -4, blandt dem Scottie Scheffler, der mangler både det svære 17. hul og det lette 18. hul, så han kan rykke begge veje.

På -4 er også både Viktor Hovland, amatøren Barclay Brown samt Dustin Johnson, Lee Westwood og Talor Gooch, som jo alle er gået over til LIV Golf, og bestemt ikke er populære.

Nicolai Højgaard startede med ene runde over par, i 73 slag, efter en dobbelt på 2. hul, der blev konverteret til -1 med birdies på for9. Bogeys på 13. og 17. og missede muligheder på de ellers medgørlige 16. og 18. hul trækker ned i helhedsoplevelsen, og Højgaard var også skuffet over både spil og score.

Der har været enormt hype omkring Tiger Woods, og hysteriet understreges af af PGA Tours hjemmeside har hole-by-hole dækning af Tigers runde (men ikke af verdens nummer 1, Scottie Schefflers!). Tigermania kan også blive for meget. Det let aldrende og fysisk hårdt plagede ikon er 6 over par efter 13 spillede huller.

Følg livescoring her.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelAnnika Sörenstam fører på LPGA
Næste artikelUSA: Helligkilde godt fra start
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.