Thorbjørn Olesen (billedet/ Getty) spillede en fornem tredje runde i Dubai Invitational, og han har en lille chance for at vinde. Ikke bare det – han skal gå sidste runde i selskab med Rory McIlroy, der fortalte, at han egentlig kun spiller turneringen som opvarmning til næste uges The American Express, men at han naturligvis vil forsøge at vinde, når han er med i toppen sidste dag.

Olesen gik runde i -5 med fem birdies og 13 pars, men igen imponerede han næsten mest, når han reddede par efter dårlige slag. Fx på 16. hul par-3, hvor hans udslag havnede i bunker alt for tæt på kanten, men han alligevel fik slået bolden ind til flaget i andet slag; og igen på 17, hvor han tilsyneladende var dømt til at få en bogey efter et råddent andetslag, men lavede et fantastisk indspil og holede sit parputt.

Olesen har allerede vundet en af ugens to turneringer, da han bidrog kraftigt til, at Geoff Yangs hold vandt Pro-Am-turneringen i -17 efter at have ligget som nr. 4 før slutrunden.

Dagen bød på frisk vind, der blev lidt hårdere til slut, men aldrig nåede en styrke som fredag. Derfor var der bedre scoringsmuligheder, som det fremgik af Tommy Fleetwoods runde, der lørdag var -5, mens scoren fredag havde været +7. Eller for den sags skyld Niklas Nørgaard, der efter to runder i +5 gik i -5 på moving day. Dermed rykkede han frem som nr. 40 i +5. Nicolai Højgaard syntes at skulle gøre ham kunsten efter, til han sluttede bogey-dobbeltbogey og måtte nøjes med en runde i -2. Han deler nu placeringen som nr. 45 med bl.a. Jacob Skov Olesen i +8.

Rasmus Neergaard-Petersen startede dagen med en triple bogey, men viste endnu engang stærk mental styrke og sluttede runden i -1, så han samlet er i +1 som nr. 25.

I toppen puttede Nacho Elvira, Spanien bedst og fører nu i -8, to slag foran Shane Lowry, Irland, Marcus Armitage, England og Dylan Fritelli, Sydafrika, tre slag foran Rory McIlroy, Nordirland og fire foran Thorbjørn Olesen, David Puig, Spanien og Jacques Kruyswijk, Sydafrika.

TV-transmissionen fra sidste runde starter kl. 8.30.

I Sony Open deles føringen efter to runder af fem spillere i -9: Davis Riley og Kevin Roy, USA, S. H. Kim, Sydkorea, Adrian Dumont de Crassart, Belgien og Nick Taylor, Canada,

 

Forrige artikelFrygten for hullerne 17 og 18
Næste artikelThorbjørn gik i stå, men blev nr. 7. Nacho Elvira gik også i stå, men kom i gang igen og vandt
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.